Tyskland vil forbyde fremvisning af Muhammed-film

Et højreekstremistisk parti i Tyskland vil vise den omstridte film om Muhammed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TYSKLAND: Den tyske regering vil forbyde et højreorienteret parti at vise den omstridte Muhammed-film »Innocence of Muslims« i landets hovedstad, Berlin.

Partiet, Bürgerbewegung pro Deutschland, Borgerrettighedsbevægelsen for Tyskland, hævder at have en kopi af filmen i fuld længde og annoncerer en visning i en biograf eller lignende i november. Partiet har desuden lagt klip fra filmen ud på sin hjemmeside og skriver, at »Islam ikke passer i Tyskland«.

Kansler Angela Merkel udtaler ifølge flere medier, at regeringen vil undersøge, om en offentlig visning vil true den offentlige sikkerhed, og indenrigsminister Hans-Peter Friedrich siger, at han forventer, at en fremvisning vil blive forbudt, fordi den vil kunne ses som en provokation mod muslimer.

Diskussionen i Tyskland går nu på, om et forbud vil være et angreb mod ytringsfriheden.

Både Merkel og Friedrich siger, at de ikke ønsker at forbyde filmen, men blot den offentlige fremvisning i Berlin.

Andre mener, at Bürgerbewegung pro Deutschland direkte tilskynder vold, og argumenterer for et totalt forbud mod filmen.

Tyskland har nægtet den kontroversielle præst Terry Jones, der blandt andet tidligere har afbrændt koraner, at komme ind i landet, efter at han af pro Deutschland er blevet inviteret til at stå for fremvisningen af filmen.

Et cirka 13 minutter langt klip fra filmen på YouTube har på det seneste ført til protester blandt muslimer i hele verden og mindst 17 dødsfald - deriblandt USAs ambassadør i Libyen.