Den tidligere chef for den tyske efterretningstjeneste (BND) August Hanning er onsdag blevet varetægtsfængslet ved en domstol i Tyskland.

Det skriver mediet Tagesschau.

80-årige Hanning, der var chef for BND fra 1998 til 2005, er mistænkt for spionage.

Han har ifølge anklagerne efter sin tid som BND-chef betalt for interne efterretningsdokumenter og brugt dem i forbindelse med en analyse for en udenlandsk efterretningstjeneste.

Det oplyses ikke, hvilket lands efterretningstjeneste der skulle være tale om.

Hanning fik ifølge anklagerne fat i oplysningerne i samarbejde med en tidligere kontorchef, som arbejdede i BND frem til foråret 2026.

De to skal have indgået en aftale i 2010, hvor Hanning fik oplysninger, og den tidligere kontorchef fik betaling.

Den tidligere spionchef blev ifølge flere tyske medier anholdt tidligt tirsdag morgen i sit hjem i den tyske by Nordwalde nær Münster.

Hanning kom i myndighedernes søgelys efter en ransagning af hans hjem og kontorer i september sidste år.

RITZAU