Tyskland har meddelt den tidligere leder af Det Islamiske Center i Hamburg (IZH), at han udvises og har to uger til at forlade landet.

Det oplyser indenrigsministeriet i den tyske bystat.

For fem uger siden blev Det Islamiske Center i Hamburg, som driver Hamburgs ældste moské, forbudt.

Den udviste eksleder af IZH er Mohammad Hadi Mofatteh.

Ifølge Hamburgs indenrigsefterretningstjeneste blev han opfattet som den officielle repræsentant for Irans øverste leder, Ali Khamenei.

Udvisningen er ifølge Hamburgs indenrigssenator, Andy Grote, et logisk skridt efter forbuddet mod IZH.

»Som den øverste religiøse repræsentant for det umenneskelige regime i Teheran er hans tid i Tyskland ovre,« siger han.

»Vi vil fortsætte med at bekæmpe islamisk ekstremisme med fuld styrke og anvende alle midler i opholdsloven for at gøre dette.«

Mohammad Hadi Mofatteh har 14 dage til at forlade Tyskland. Ellers deporteres han til sit hjemland for egen regning.

Det fremgår ikke umiddelbart af udtalelser fra en talskvinde for Hamburgs indenrigsministerium, om Mofatteh fortsat befinder sig i Tyskland.

Det var 24. juli, at Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, forbød Det Islamiske Center i Hamburg. Hun kaldte det et »betydningsfuldt propagandacenter for Iran i Europa«.

Repræsentanter for det islamiske center har sagt, at de vil indgive et søgsmål som modsvar på beskyldningerne.

Mohammad Hadi Mofatteh har også fået forbud mod igen at rejse ind i Tyskland. Skulle han gøre det, risikerer han op til tre års fængsel.

/Ritzau/dpa