Tyskland skifter asylpolitik efter dansk inspiration
Den omstridte danske "Rwanda-model" og stramme danske regler for familiesammenføring fylder i tysk asyldebat.
Den omstridte danske "Rwanda-model" og stramme danske regler for familiesammenføring fylder i tysk asyldebat.
Tyskland har sammen med Sverige været de to lande i EU, der i særlig grad har været åbne for at tage imod asylansøgere. Men natten til tirsdag er de tyske politikere blevet enige om et kursskifte. Og det er i høj grad inspireret af Danmark.
Det siger Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa. Hun har i de seneste måneder haft lejlighed til at deltage i tyske debatter og tale med tyske politikere. Her har interessen for Danmarks stramme asylpolitik været enorm.
- Jeg har aldrig været i Tyskland på et tidspunkt, hvor man refererer så meget til Danmark.
- Selv når vi skulle diskutere Ukraine, gik der kun 10 minutter, før vi diskuterede den danske asylmodel, og hvad Tyskland kan lære af Danmark, siger Lykke Friis.
I modsætning til i Danmark er antallet af nyankomne fortsat meget højt i Tyskland. Det har ført til, at 80 procent af de tyske vælgere i målinger har sagt, at asylpolitikken bør ændres.
Det blev den natten til tirsdag. Her blev der indgået det, der ifølge Lykke Friis kan betegnes som et nationalt kompromis.
- Det er et kursskifte sammenlignet med Angela Merkels politik, men også i forhold til det, der stod i koalitionsaftalen mellem de tre regeringspartier, siger Lykke Friis.
Aftalen indeholder en lang række punkter, der bringer den tyske asylpolitik markant tættere på den danske. Blandt andet forslag om styrket grænsekontrol, kortere asylbehandling og tilbagesendelsesaftaler med tredjelande.
Ligesom i Danmark bliver det vanskeligere for asylansøgere at få adgang til sociale ydelser.
Set i tysk sammenhæng er det opsigtsvækkende, at regeringen også opgiver den lovede liberalisering af familiesammenføringspolitikken, siger Lykke Friis.
I dansk sammenhæng er det mest bemærkelsesværdige dog nok, at Tyskland nu for første gang vil undersøge muligheden for asylbehandling i tredjelande.
Tidligere har statsminister Mette Frederiksens (S) skiftende regeringer fået kritik for at foreslå en "Rwanda-model", hvor asylbehandlingen flyttes til det afrikanske land.
Men nu åbner EU's største land for netop at undersøge muligheden for asylbehandling i et tredjeland.
Forbundsregeringen er med aftalen konkret blevet bedt om at undersøge, om "fastlæggelsen af flygtninges beskyttelsesstatus i fremtiden også kan ske i transit- eller tredjelande i overensstemmelse med Genève-flygtningekonventionen og den europæiske menneskerettighedskonvention".
Det er med andre ord fortsat et åbent spørgsmål, om det kan lade sig gøre.
- Konventioner er fortsat en vigtig ting i Tyskland, siger Lykke Friis.
Hun peger samtidig på, at forbundskansler Olaf Scholz på pressekonferencen natten til tirsdag udtalte sig forsigtigt.
- I sidste ende er du nødt til at finde et land, der vil gå videre med det. Det er ikke så let. Derudover er der en hel række konventionsspørgsmål. Derfor er vi blevet enige om at undersøge det, sagde Scholz ifølge det tyske medie Tagesschau.
På den baggrund forventer Lykke Friis, at den nuværende tyske regering "ikke vil lægge mange kræfter" bag Rwanda-modellen.
- Nu vil man undersøge det. Efter et valg vil de virkelig kunne lægge vægt bag, men jeg kan ikke forestille mig, at de gør det her og nu, siger hun.
/ritzau/