Tyskland sætter ny smitterekord med over 50.000 tilfælde

Som følge af smittestigning i Tyskland har myndighederne i Berlin besluttet at indføre nye restriktioner.

 
Efter stigende smittetal i Tyskland, siger landets sundhedsminister nu, at alle tyskere i fremtiden bør få en ekstra boostervaccine. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny bølge af coronavirus fortsætter med at tage til i styrke i Tyskland, der det seneste døgn har registreret 50.196 nye smittetilfælde.

Det er rekord i landet på en enkelt dag under pandemien og mere end 10.000 flere end den hidtidige rekord, der blev sat dagen før.

Det oplyser de tyske sundhedsmyndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den seneste uge har Tyskland gentagne gange sat nye smitterekorder. Det er ikke kun antallet af smittede, der vokser. Det samme er også tilfældet for antallet af døde og indlagte med covid-19.

Som følge af situationen har myndighederne i Berlin besluttet at stramme restriktionerne i byen, skriver AFP.

Således vil det fra på mandag med enkelte undtagelser ikke længere være muligt for uvaccinerede personer at få adgang til restauranter, barer, fitnesscentre og frisører i hovedstaden.

Uvaccinerede vil heller ikke kunne få adgang til teatre, museer eller udendørs begivenheder med over 2000 besøgende. Kun børn og folk, der ikke kan tåle vaccinen, er omfattet af undtagelser og kan få adgang ved at vise en negativ coronatest.

Nogle hospitaler i Berlin er også begyndt at udskyde mindre presserende operationer for at tage sig af et stigende antal coronapatienter.

Under Tysklands føderale system har de 16 delstater rig mulighed for at styre deres egen tilgang til pandemihåndtering.

Ligesom Berlin har delstaten Sachsen i begyndelsen af ugen indført nye restriktioner for uvaccinerede, mens Bayern og Baden-Württemberg planlægger at gøre det samme ifølge AFP.

Smittestigningen i Tyskland er til dels blevet forklaret med landets relativt lave vaccinationsrate. Kun cirka 67 procent af befolkningen er fuldt vaccineret.

Til sammenligning er næsten 76 procent af den danske befolkning færdigvaccineret.

Ifølge sundhedsminister Jens Spahn blev 312.000 tyskere vaccineret tirsdag. Det var flere end på nogen anden dag siden august, skriver nyhedsbureauet dpa.

»Retningen er rigtig, men det er stadig ikke nok til at bryde coronavirussets momentum,« skrev Spahn onsdag på Twitter ifølge dpa.

Her oplyste han også, at han har lavet et udkast til et lovforslag om at genintroducere gratis kviktest til befolkningen allerede fra næste uge.

Ifølge AFP har afgående forbundskansler Angela Merkel opfordret den føderale regering og Tysklands delstatsledere til at blive enige om en række kordinerede tiltag for at få styr på situationen.

/ritzau/AFP