Næsten 10.000 mennesker er i år døde af varmerelaterede årsager i Tyskland, hvilket er det højeste antal siden 2016.

Det anslår det tyske nationale sundhedsinstitut, Robert Koch-instituttet (RKI), torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er estimeret, at i alt 9800 dødsfald indtil den 19. juli i år er relateret til varme.

Store dele af Europa har denne sommer været udsat for ekstrem varme, og flere hedebølger har også præget Tyskland.

Ifølge RKI stammer størstedelen af dødsfaldene i 2026 fra anden halvdel af juni, hvor temperaturerne i flere dele af landet ramte 40 grader.

Men også i ugen fra 13. til 19. juli er der rapporteret omkring 1900 varmerelaterede dødsfald, skriver dpa.

Varmen i Tyskland ser ud til at fortsætte, idet temperaturen torsdag ventes at ramme 39 grader.

Det er særligt for ældre mennesker, at ekstrem varme kan være livstruende.

Omkring halvdelen af de rapporterede dødsfald er blandt personer over 85 år, mens 630 er under 65 år.

Høje temperaturer kan give hedeslag og forværre hjerte-kar- og luftvejssygdomme, hvor ældre er blandt de mest sårbare.

Varmen har også sat sit aftryk i England, hvor hedebølger i maj og juni kostede 2877 ekstra dødsfald.

Det vurderede den britiske sundhedsmyndighed UK Health Security Agency (UKHSA) ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det foreløbige tal er næsten dobbelt så højt som det samlede antal ekstra dødsfald registreret i løbet af hele sommeren sidste år. Her blev der registreret 1504 varmerelaterede dødsfald.

De britiske tal omfatter ikke juli måned, så det forventes, at det samlede antal for sommeren 2026 "sandsynligvis vil blive væsentligt højere", lyder det fra UKHSA.

I slutningen af juni raserede en hedebølge i store dele af Europa.

Blandt de 27 EU-lande blev der i perioden registreret en overdødelighed på 10.000 personer.

Det vil med andre ord sige, at 10.000 flere, end man kunne forvente, mistede livet i perioden.

RITZAU