Tyskland: Putin-kritiker blev forsøgt dræbt med nervegift

Det er ifølge tysk regering ubestrideligt, at en russisk oppositionsleder blev forgiftet med Novichok.

Det er ubestrideligt, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev forgiftet med nervegiften Novichok.

Det oplyser Steffen Seibert, talsmand for den tyske regering.

»Det er chokerende, at Navalnyj er blevet offer for et angreb med en kemisk nervegift i Rusland,« siger Steffen Seibert.

Konklusionen kommer på baggrund af en toksikologisk undersøgelse, der blev foretaget på et militært laboratorie.

Tyskland fordømmer ifølge talsmanden på det kraftigste angrebet på Aleksej Navalnyj, der længe har været en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere.

Flere gange har han været fængslet.

Navalnyj blev fløjet til behandling i Berlin, Tyskland, den 22. august - to dage efter at han blev syg om bord på et fly fra Sibirien til Moskva.

Novichok blev udviklet af Sovjetunionen i 1970'erne og 1980'erne som et kemisk våben. Det virker lynhurtigt, og ofre for giften får symptomer inden for to minutter.

Efter oplysningerne om, at Navalnyj blev forgiftet, kræver den tyske forbundskansler, Angela Merkel, svar fra Rusland i sagen.

»Det er foruroligende oplysninger om drabsforsøget via gift på en ledende figur i den russiske opposition.«

»Der er alvorlige spørgsmål, som kun den russiske regering kan besvare og skal besvare,« siger hun.

En talsmand for den russiske regering siger ifølge det russiske nyhedsbureau Ria, at Rusland ikke er blevet informeret om tyskernes konklusion.

Navalnyjs tilstand beskrives stadig som alvorlig, men den er smule bedre end tidligere.

I Danmark fordømmer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) giftangrebet. Han kalder det »dybt uacceptabelt«.

»Det er vigtigt, at der bliver foretaget en grundig undersøgelse, og at de russiske myndigheder samarbejder i den forbindelse,« skriver han på Twitter.

Nervegiften Novichok har tidligere været brugt, hvor Rusland er blevet afkrævet svar.

Det skete blandt andet i 2018, hvor den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter forsøgt dræbt med samme nervegift i den engelske by Salisbury. Begge overlevede.

Britisk politi har siden udpeget to russiske agenter som gerningsmændene.

Efter angrebet i Salisbury blev der indsat mellem 600 og 800 militærfolk i byen for at rydde op, og der gik et år, før byen igen blev erklæret sikker for borgerne.

/ritzau/Reuters