Tyskland: Partier samler kernevælgere og jagter tvivlere i slutspurt

De store partier diskuterer koalitioner og søger opbakning frem mod tysk valg, vurderer EU-forsker.

Alt handler nu om at få aktiveret kernevælgerne. Og at få samlet de mange tvivlere op.

Det er situationen i Tyskland, efter at spidskandidaterne torsdag aften deltog i den sidste tv-debat inden valget søndag 26. oktober.

Det siger direktøren i tænketanken Europa, Lykke Friis.

»Man kan mærke, at i stedet for at komme med store visioner og slå ud med armene og sige, hvad de vil med Tyskland, sørger Kristendemokraterne (CDU) for at sige, hvad de ikke vil med Tyskland: at de andre kommer til magten.«

Med meningsmålinger, der peger i retning af dødt løb og mange tvivlere, forsøger de store partier at samle deres støtter og kernevælgere:

»Det er et klart tegn på, at de er i den fase, hvor det handler om at få de gamle kernevælgere til at bakke op om partierne,« mener hun.

Målinger viser, at op mod 30 procent af vælgerne fortsat er i tvivl om, hvor de vil sætte deres kryds.

Kandidaterne brugte tv-debatten torsdag til at tage hul på diskussionerne om mulige regeringskoalitioner.

»For tvivlerne er det afgørende at få en klar indikation af, hvem deres stemmer kan gå til. Men det bliver meget taktisk, og det var klart, at de fleste prøvede ikke at sige noget.«

»Laschet ville ikke sige, hvad han gør, hvis han bliver nummer to, og Scholz sprang i målet på spørgsmålet om, hvorvidt han vil afvise at regere sammen med Die Linke. Så vi fik ikke meget ud af spørgsmålene, og det frustrerer nok en del,« vurderer Lykke Friis.

/ritzau/