Tyskland og Italien øger grænsekontrollen ved Frankrig

Tyskland og Italien øger kontrollen ved franske grænseovergange efter angrebet i Nice, oplyser myndigheder.

Både Tyskland og Italien øger grænsekontrollen ved de franske grænser, blandt andet her ved Ventimiglia. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC GAILLARD

Tyskland øger kontrollen med grænseovergangene til Frankrig, efter en angrebsmand sent torsdag aften dræbte mindst 84 mennesker i den franske by Nice med en lastbil.

De tyske myndigheder øger kontrollen ved vej- og jernbaneoverkørsler ind i Frankrig samt kontrollen i lufthavne.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I samarbejde med de franske sikkerhedsmyndigheder styrker det føderale politi kontrollen med trafikovergange ind i Frankrig, oplyser tysk politi i en erklæring.

Også Italien øger kontrollen ved tre grænseovergange til Frankrig samt ved togforbindelsen Ventimiglia, der strækker sig til Nice.

Det oplyser den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, fredag.

- Vores sikkerhedsapparat er i gang, skriver han på Twitter.

/ritzau/