Tysklands grænsekontrol, der mandag morgen træder i kraft i en række nye lande - herunder Danmark - kommer til at blive en meget målrettet indsats.

Det forsikrer den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser.

Hendes udmelding kommer, efter at tiltaget blandt andet har skabt bekymring hos flere nabolande om mulige bilkøer ved grænserne.

Først og fremmest skal kontrollen "bekæmpe kriminalitet på tværs af grænsen og begrænse mængden af ulovlig migration". Sådan lød det søndag fra Nancy Faeser ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Hun tilføjer, at "folk i grænseregionerne, pendlere og virksomheder skal påvirkes så lidt som muligt af kontrollerne".

Det danske politi sagde søndag, at grænsekontrollen kan føre til kødannelse. Derfor opfordrede politiet til, at man kører tidligt afsted mandag morgen.

Nancy Faeser siger ifølge dpa, at frekvensen og varigheden af kontrollerne blandt andet vil være baseret på sikkerhedssituationen de givne steder.

Den tyske grænse kontrol er indført som led i den tyske regerings reaktion på blodige begivenheder i delstaten Nordrhein-Westfalen 23. august.

En asylansøger fra Syrien dræbte tre og sårede otte andre ved en festival i Solingen, og efterfølgende kom det frem, at manden i sommeren 2023 var blevet udvist. Alligevel opholdt han sig i Tyskland.

Sagen har intensiveret den politiske debat om udlændinge, og regeringen besluttede 9. september at reagere på en synlig måde.

- Vi styrker vores interne sikkerhed og fortsætter vores hårde kurs mod ureglementeret migration, sagde Nancy Faeser dengang om beslutningen.

I forvejen har Tyskland haft kontrol ved grænserne til Østrig, Schweiz, Tjekkiet og Polen. Nu er Tysklands fem øvrige nabolande, Frankrig, Luxembourg, Holland, Belgien og Danmark, også tilføjet listen.

Den ekstraordinære kontrol gælder i seks måneder.

/ritzau/