Tyskland kalder Irans missiltest FN-brud og støtter Trump

Tysklands udenrigsminister, Sigmar Gabriel, mener, at USA med god grund reagerer på Irans missiltest.

Foto: FABRIZIO BENSCH

Irans test af et ballistisk missil i weekenden er i strid med en vedtaget FN-resolution, siger den tyske udenrigsminister.

Sigmar Gabriel siger under et besøg i FN-hovedkvarteret i New York også, at han forstår USA's reaktion på testen.

Amerikanerne har fredag indført nye sanktioner mod Iran, som ellers i forlængelse af en international atomaftale sidste år kunne se frem til, at verden ville løfte sanktioner mod landet.

Sanktionerne rammer 13 personer og 12 organisationer, meddelte det amerikanske finansministerium fredag.

Embedsmænd i Washington siger, at beslutningen om sanktioner er en direkte konsekvens af missiltesten og Irans støtte af Houthi-oprørerne i Yemen.

Anonyme kilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at sanktionerne har været i støbeskeen i nogen tid.

De blev kørt i stilling, da Iran søndag gennemførte missiltesten.

Det gjorde angiveligt USA's præsident, Donald Trump, så rasende, at han beordrede nye tiltag.

Den tyske minister advarer mod, at man blander søndagens test sammen med netop atomaftalen fra 2015.

- Det er også helt klart, at missiltesten ingen betydning har for atomaftalen. Vi støtter fortsat implementeringen af denne, og USA har ingen planer om at drage den i tvivl nu, siger Gabriel.

Under valgkampen kritiserede Trump USA's politik over for Iran. Fredag skrev han på Twitter om atomaftalen, som Barack Obama underskrev i juli 2015:

- Iran leger med ilden. Landet forstod slet ikke, hvor flink præsident Obama var imod dem. Ikke mig!

Missiltesten var dråben, der har udløst en større efterforskning af Iran, siger amerikanske embedsmænd.

USA har en lang historie med sanktioner mod Iran.

Siden den islamiske revolution i 1979 har amerikanerne straffet Iran på forskellig vis.

/ritzau/Reuters