Tyskland – Europas nye indvandringsland

Det tyske samfund har hårdt brug for de nye veluddannede indvandrere fra Øst- og Sydeuropa, der strømmer til landet. Nu arbejder Tyskland på at lære at være et indvandringsland.

Efter 36 år på det tyske arbejdsmarked er Cevat Ünal klar til at gå på pension med udgangen af denne uge. Han var blandt de første indvandrere, der kom til landet for at arbejde, da det tyske Wirt-schaftswunder spirede frem i 60erne og 70erne. Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Tysklands ansigter bliver stadig mere forskelligartede. Ét af de mange nye er Giulia Palombinos. En 29-årig kvinde fra det kriseramte Italien, der har slået sig ned i bydelen Neukölln i Berlin for at realisere sin drøm om at arbejde som illustrator. Tyskland, der traditionelt har haft mere end svært ved at se sig selv som et indvandringsland, er blevet hjem for godt 15 millioner mennesker med én eller anden form for indvandringsbaggrund. Svarende til en femtedel af befolkningen. Alene sidste år kom 459.000 nye til. Især lokket af det tyske arbejdsmarkeds glubende appetit på kvalificeret arbejdskraft, og Tyskland overhalede dermed lande som Canada, Storbritannien og Australien, der har en lang tradition for indvandring, og var sidste år det land i verden, som næstflest mennesker søgte til – kun overgået af USA.

Den udvikling forandrer Tyskland – og tvinger tyskerne til at ændre synet på sig selv.»Et blik ud over landet viser, hvor – ja, jeg vil sige – bizart det er, hvis nogen hænger fast i forestillingen om, at der kunne være sådan noget som et homogent, aflukket, til en vis grad ensfarvet Tyskland. Det bliver i stigende grad set som normalitet, at vi er forskellige – og mere forskellige end nogensinde,« manede den tyske præsident, Joachim Gauck, for nylig.

To tredjedele af Tysklands nye indvandrere kommer fra EU-lande. Der er polakker, rumænere og bulgarere, men som noget nyt er antallet af sydeuropæere steget markant. Tyskland er med sin lave ledighed og lave leveomkostninger mulighedernes land i et kriseramt Europa. Og noget andet er også nyt i forhold til de tidligere indvandringsbølger i 1960erne og efter Jerntæppets fald i 1990erne: De nye indvandrere er yngre, og flere er veluddannede end blandt tyskerne selv. Selv om der stadig også er flere uuddannede imellem – herunder mange sæsonarbejdere.

Mange må tage til takke med lave lønninger

Giulia Palombino er én af akademikerne. For fem år siden kom hun med en nyerhvervet mastergrad fra London til Berlin for at slå igennem som illustrator.

Det tyske sprog viste sig at være en hindring. Hun havde kun penge til to-tre måneder og måtte hurtigt tage en række af de lavtlønnede job som tjener og museumsvagt, som Tyskland har så mange af. Sideløbende tog hun tyskkurser. De tyske sprogskoler skyder frem som paddehatte. En stor del af det unge Europa er i gang med at lære tysk. Først det seneste år har Giulia Palombino følt sig sikker nok til tysk, og hun er nu begyndt at freelance med illustrationsopgaver.

»Jeg har altid få penge. Det er svært, men det kommer an på, hvad man sammenligner med. Hvis du sammenligner med et superkomfortabelt liv, så har det været vanskeligt. Hvis du sammenligner med nogen uden papirer, så har det været nemt,« siger hun.

For de syv-otte kvinder og børn, der i denne uge stod i midterrabatten ved trafikknudepunktet Kottbusser Tor nord for Neukölln, er tilværelsen i Tyskland givetvis sværere. De vasker bilisternes forruder for småpenge. Selv om man ryster på hovedet, tegner de et hjerte på ruden og går i gang på forventet efterbevilling. De er muligvis romaer, som der er mange af i Neukölln.

Her har 42 pct. indvandrerbaggrund, og området tiltrækker mange fattige. Der kommer mange veluddannede bulgarere og rumænere til Tyskland, men de uuddannede romaer samler sig i bestemte byer som Dortmund, Duisburg og Neukölln i Berlin. Her rapporter myndighederne om timelønninger ned til tre euro, fattigdom og stigende sociale udgifter. Det har sat gang i en efter tysk målestok hidsig debat om »fattigdomsindvandring«. Mange tyskere er bekymrede, selv om tallene viser, at det er et begrænset mindretal. Den tyske regering overvejer skærpede regler med et loft over jobsøgende EU-borgeres ophold. Giulia Palombino frygter, at det kan ramme hende.

»Det gør mig bange, men det gør mig også lidt ked af det. Det virker, som om det er rettet mod romaer. Det føles en smule racistisk,« siger hun.

Indvandrere er en nødvendighed

Samlet set er den nye indvandring ifølge forskerne en klar og kontant fordel for Tyskland.

Dels leverer indvandrerne et økonomisk overskud. Dels udfylder de de stadig større huller både hos private virksomheder og i for eksempel sundheds- og plejesektoren. Frem mod 2030 falder antallet af uddannede tyskfødte i den arbejdsdygtige alder med seks millioner. Den erkendelse har ændret den ellers lukkede tyske tilgang til indvandring. Så sent som i 2010 stemte generalsekretæren for de konservative i CSU, Alex-ander Dobrindt, imod.

»USA er et indvandringsland, men ikke Tyskland. Vi har en kultur, der er vokset frem over århundreder,« sagde han. Siden er den besværgelse forstummet. Tyske virksomheder rekrutterer målrettet arbejdskraft i udlandet. Den tyske regering vil styre indvandringen endnu mere og hverve mere uddannet arbejdskraft. Joachim Gauck glæder sig over, at opfattelsen af Tyskland som et »ikke indvandringsland« er ved at forsvinde. For den gjorde det vanskeligere for dem, der gerne vil høre til, og den tillod det omgivende samfund den »illusion, at man ikke også må ændre sig,« sagde han.

Ifølge forskeren Franziska Woellert fra Berlin-instituttet for befolkning og uddannelse er det især de tyske virksomheder, der har ændret den tyske diskurs.

»For første gang bliver der talt halvvejs positivt om indvandring, fordi man simpelthen har brug for indvandringen til at lukke de bestående huller i efterspørgslen på uddannet arbejdskraft her i Tyskland,« siger hun og forklarer:

»For ti år siden talte man om den tyske »ledende kultur«, som udlændinge skulle tilpasse sig. I dag taler man mere om »mangfoldighed« og en »velkommen-kultur«.

Den store indvandring møder dog skepsis i dele af befolkningen. Billedet af dårligt uddannede immigranter hænger ved.

»Senest siden 2005 har det store flertal af nye indvandrere været særdeles højtuddannet, men det er ikke alle, der har opdaget det,« siger Franziska Woellert, der netop har været med til at udgive en omfattende rapport om integrationen i Tyskland.Meningsmålinger viser, at tyskerne generelt er blevet mere åbne over for uddannet indvandring, men fjendtligheden over for islam er i europæisk sammenligning særligt høj i Tyskland, siger Franziska Woellert. Flygtninge og efterkommerne af tyrkiske indvandrere har flest integrationsproblemer og møder størst fjendtlighed. Tyskland har også problemer som ungdomskriminalitet, jihadister og beretninger om paralleljustits.

Den sociale arv er svær at bryde

I 1960erne og 1970erne søgte det tyske Wirtschaftswunder efter billig arbejdskraft til fabrikshallerne og fandt den i Tyrkiet, og modsat, hvad man forventede, blev mange boende.

Det gjaldt for eksempel Cevat Ünal, der bor med sin hustru rundt om hjørnet fra Giulia Palombino i Neukölln. Som 23-årig mødte han en repræsentant fra Siemens i Istanbul. Tyskeren tilbød ham et job i Berlin, en flybillet og et værelse. Efter lægetjek og en teknisk prøve tog Cevat Ünal af sted. Det var i 1972. Seks år senere sagde han op, fordi arbejdet var usundt. Han fandt straks et nyt job på en marcipanfabrik. På fredag går han på pension efter 36 år. Det meste af livet har han arbejdet overtid for at tjene ekstra, forklarer han.

»Man skal arbejde, skaffe penge og leve. Uden penge er det ikke et godt liv.«

Cevat Ünal fortæller, at han i begyndelsen kun mødte venlighed i Tyskland. Men det ændrede sig med årene. En dag ville en tysk kollega ikke hilse på ham om morgenen. Chefen sagde, at her spillede alle i samme orkester, og så forsvandt den fjendtlige kollega.

Efterkommerne af de tyrkiske indvandrere ligger uddannelses- og beskæftigelsesmæssigt klart under gennemsnittet. Det kan i vidt omfang føres tilbage til forældrenes uddannelse og økonomi, forklarer Franziska Woellert. Det tyske skolesystem har ikke skabt nogen særlig social mobilitet. Desuden er der et kulturel element, konkluderer hun. Asiatiske børn af lavtuddannede forældre klarer sig for eksempel relativt bedre. Det hænger blandt andet sammen med, at uddannelse i Tyrkiet betragtes som et statsanliggende, mens asiatiske forældre oftere tager sig af børnenes uddannelse, siger Franziska Woellert.

Det mønster er fulgt med til Tyskland. Den gode nyhed er dog, at spændet trods alt snævres ind.

Debatten er blevet mere saglig

I 2010 udløste SPD-politikeren Thilo Sarrazin en hård debat med bogen »Tyskland afskaffer sig selv«, hvor han hævdede, at muslimer skaber en underuddannet, velfærdsafhængig klasse, der trækker hele Tyskland ned. Mange af Thilo Sarrazins tilhængere klager over, at indvandringskritik er tabu i Tyskland. Franziska Woellert siger, at Sarrazins ekstreme holdninger fik stor medieudbredelse, men alligevel forblev perifere.

De seneste år har Tyskland ifølge forskeren diskuteret sit forhold til indvandring mere sagligt og nuanceret end tidligere.

»Da vi for fem år siden udgav det første integrationsstudie, blev det diskuteret meget mere emotionelt, hvad integration er, og hvad man må sige og ikke må sige. Vi har gjort den erfaring fem år senere, at det er blevet meget mere sagligt. Man kan omtale forskellige ting, der ikke rigtigt fungerer, uden straks at blive angrebet. Samtidig kan man også tydeligt udtrykke de positive sider,« siger Franziska Woellert.

Under alle omstændigheder havde Joachim Gauck ret, da han over for en gruppe nye statsborgere for nylig slog fast: »Det bliver i fremtiden mindre til at se på navnet eller det ydre, hvem der er tysker«.