Tyskland er stadig for stort til Europa og for lille til verden

For 25 år siden blev to Tysklande genforenet, men bag den umiddelbare solstrålehistorie lurer en anden fortælling, der har genantændt en europæisk frygt for det genforenede Tysklands politiske og økonomiske styrke.

Helmut Kohl stod på genforeningsaftenen i 1990 sammen med undenrigsminister Hans Dietrich Genscher (tv.), sin hustru, Hannelore, og forbundspræsident Richard von Weizsäcker (th.) på Rigsdagens balkon og modtog hyldesten fra de hundredetusinder af tyskere fra øst og vest, der fejrede sammen. Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Når tyskerne lørdag fejrer 25-årsdagen for Tysklands genforening foran Brandenburger Tor i Berlin, er det med en forståelig og velfortjent glæde over en enestående politisk solstrålehistorie. Helt ekstraordinært kollapsede det totalitære DDR-regime uden blodsudgydelser og smeltede mindre end et år efter Murens fald mere eller mindre uproblematisk sammen med det demokratiske Vesttyskland.

Jovist, der var optimisme i overmål, som snart skulle vise sig at være naiv. Genforeningskansleren Helmut Kohl talte profetisk om snarlige »blomstrende landskaber i øst«, men genforeningens omkostninger tærede hårdt på den tyske økonomi, der i begyndelsen af forrige årti var så luvslidt, at det britiske tidsskrift Economist udnævnte Tyskland til »Europas syge mand«. Ikke desto mindre kom Tyskland ud af den økonomiske sump og er i dag Europas ubestridte økonomiske stormagt.

Men der findes også en anden og mere dyster fortælling om det genforenede Tyskland som kontinentets politiske stormagt. Det er en fortælling, der er spækket med historisk ironi. En fortælling om Tysklands vej mod normalisering, der har ført til fornyet skepsis og mistillid til landets egentlige rolle i det europæiske fællesskab.

Det var den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der med henvisning til Bismarcks samling af den tyske nation i 1871 satte Tysklands særlige geopolitiske skæbne på en slagkraftig formel: »Stakkels gamle Tyskland. For stor til Europa, men for lille til verden«.

25 år efter genforeningen har Kissingers fyndige analyse vundet fornyet aktualitet. Spændt ud mellem rollen som europæisk stormagt og global lillebror, bakser det genforenede Tyskland i disse år mere end nogensinde med at finde sig til rette med erkendelsen af, at landets politiske og økonomiske særstatus uundgåeligt skaber fjender i flere forskellige lejre. Med andre ord: Den europæiske skepsis over for den samlede tyske nation er vendt tilbage i en ny støbning.

Først og fremmest fordi et uoverskueligt sammensurium af kriser og konjunkturer uigenkaldeligt har bortsprængt enhver illusion, der måtte trives både i Tyskland og i de europæiske nabostater om Tyskland som et normalt land blandt jævnbyrdige i Europa. Fra Paris til Athen næres mistanken om, at Tyskland i kraft af sin nyvundne politiske og økonomiske styrke nok engang sigter mod at udvide sin indflydelsessfære i Europa. På den europæiske venstrefløj er Tyskland blevet tiljublet for sin »velkomstkultur« og sin humanistiske indstilling i flygtningekrisen.

I både Nord- og Østeuropa har Merkels invitation til syriske flygtninge imidlertid vakt vrede over en arrogant tysk ledelsesstil. Når kansleren egenrådigt træffer vidtrækkende beslutninger, der beklikker de enkelte landes suverænitet på central områder som indenrigs- og sikkerhedspolitik, er det ifølge Ungarns ministerpræsident, Viktor Orbán, et udtryk for en særlig tysk »moralsk imperialisme«.

Ironisk nok er Tyskland blevet mødt med tilsvarende anklager fra den europæiske venstrefløj, der under eurokrisen har anklaget Tyskland for »økonomiske imperialisme«. Med deres sparepolitik har Merkel og hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, påtvunget de nødlidende grækere og andre kriseramte sydeuropæiske lande en krisemedicin, der ifølge kritikerne kun gavner tyske banker og investorer.

Samtidig holder man også på den europæiske venstrefløj Tyskland ansvarlig for nationalismens tilbagekomst. Når græske nynazister i Gyldent Daggry går frem, er det på grund af de ortodokse økonomiske læresætninger, som tyske politikere forsøger at påtvinge resten af Europa uden øje for de sociale omkostninger ved »den tyske model«.

På den europæiske højrefløj betragter man det genforenede Tyskland som et postnationalt monster, der arbejder målrettet på at opløse nationalstaterne og skræmme de europæiske befolkninger ned i et overstatsligt syrebad brygget på lige dele historisk skyldkompleks og eurofetischisme.

I Berlin hersker der derfor efterhånden en slet skjult irritation over de nazisammenligninger og beskyldninger om tyske stormagtsdrømme, der senest siden 2009 er blevet regelmæssige foreteelser i det øvrige Europa.

Europæisk ubehag

Europæisk ubehag ved et samlet Tyskland er naturligvis ikke noget nyt. For 25 år siden så både Thatcher, Mitterand og andre europæiske ledere særdeles skeptisk på genskabelsen af et land, hvis imperiale ambitioner i to omgange havde styrtet kontinentet ud i altødelæggende verdenskrige.

Selv i Tyskland var der skepsis. Venstreintellektuelle som den nyligt afdøde forfatter Günter Grass modsatte sig i første omgang genforeningen og rejste spørgsmålet, om Tysklands kulturelle DNA gør landet særligt sårbart for stormagtsdrømme. I løbet af 1990erne og store dele af 00erne forduftede mistanken delvist til fordel for en udbredt beundring for det pacifistiske og mådeholdne Tyskland, der kun under store kvababbelser deltog i NATOs bombardementer i Serbien og senere afsvor sig deltagelse i den amerikanskledede »koalition af villige« under Irak-krigen.

Når det genforenede Tyskland i dag med skiftende grader af modvilje er skubbet ind i rollen som den kaptajn, der skal angive kursen ud af de mange europæiske kriser, sker det med en næsten melankolsk længsel, der under eurokrisen fik Economist til at betegne Tyskland som »tøvende hegemon«.

Bag ledende tyske politikeres fraser om europæisk ansvar fornemmer man en længsel tilbage til dengang, da den vesttyske forbundsrepublik med en kombination af småborgerlig selvtilfredshed og selvpålagt ydmyghed kunne koncentrere sig om at være Europas økonomiske vækstmotor med bilfabrikker og medicinalindustri – den såkaldt rhin-kapitalisme – mens tungere udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger for en stor del kunne udliciteres til enten Frankrig eller USA. Men hverken Frankrig eller USA er, hvad de har været.

Fremtidige brudlinjer

Ikke desto mindre har det genforenede Tyskland taget skæbnen på sig. Under Angela Merkels tiårige lederskab har Tyskland gradvist påtaget sig rollen som kontinentets ubestridte politiske leder. I Berlin ved man, at længslen efter en magelig fortid ikke kan forløses. Fra centralt politisk hold er ledende tyske politikere med den fornødne nænsomhed begyndt at lægge op til et brud med en ellers ufravigelig doktrin i tysk udenrigspolitik: modstanden mod at sende tyske kamptropper i indsats på fremmed territorium.

Endnu er Berlin ikke klar til militærindsatser i udlandet, men det vil ikke overraske, hvis fremtidige kriser vil tvinge det genforenede Tyskland til at overtræde endnu et historisk tabu på vej mod normaliseringen. Heller ikke i et sådant tilfælde vil Tyskland kunne undgå at skabe sig nye fjender.

Sandheden om det genforenede Tyskland er kompleks. Både Tyskland og dets naboer må lære at leve med begge fortællinger om landet, der er for stort til Europa og for lille til verden. Begge fortællinger er en del af Europas politiske testamente og bør holdes i frisk erindring, når tilsynekomsten af nye brudlinjer atter vil teste sammenholdet på det europæiske kontinent. I mellemtiden kan vi benytte anledningen til at lykønske vores tyske naboer med 25-års-jubilæet for genforeningen.