Torsdag sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, at hun ikke ville forholde sig til en mulig genåbning af Tyskland, før hun havde modtaget en omfattende rapport med anbefalinger fra forskere på området.
Mandag udkom rapporten og konkluderede, at Tyskland så småt kan begynde at åbne. 26 topforskere var enige om, at tiltagene har virket, og at landet nu kan lukke op igen. Forsigtigt og gradvist – ligesom i flere andre europæiske lande.
Men i stedet er udgangsforbuddet blevet forlænget i Berlin, skriver Bild. Og Angela Merkel har endnu ingen tidslinje sat for en mulig genåbning.
Mens flere andre europæiske lande påbegynder en forsigtig og gradvis genåbning, tøver Tyskland, på trods af at det måske er et af de lande, der har bedst overblik over, hvordan virussen spreder sig.
Med op til 100.000 gennemførte test om dagen er Tyskland et af de lande i Europa, som tester allerflest borgere – og landet er kommet relativt godt igennem coronakrisen indtil nu.
Selv om over 130.000 tyskere er konstateret smittet med covid-19, er »kun« omtrent 3.000 døde, og 40 procent af sengepladserne på landets intensivafdelinger er stadig tomme, skriver CNN.
Det er svært at sammenligne smittetilfælde og dødstal med andre lande, fordi myndighederne tester vidt forskelligt og ikke optæller dødsfald på samme måde.
Men kigger man på Storbritannien er omtrent 90.000 mennesker konstateret smittet med covid-19, mens over 11.000 er døde efter at have fået virussen. I Frankrig er cirka 137.000 konstateret smittet, mens over 14.000 er døde. Og i Italien, som er et af de hårdest ramte lande i verden, er 160.000 konstateret smittet, mens over 20.000 personer er døde.
Ifølge de 26 topforskere fra det tyske forskningsinstitut Leopoldina er de foreløbige tyske coronatal så positive, at regeringen kan begynde at genåbne nogle af landets skoler, butikker og restauranter, så længe retningslinjer om hygiejne og social afstand stadig overholdes, skriver Deutsche Welle.
I forbindelse med en potentiel genåbning anbefaler forskerne desuden, at regeringen beder alle borgere om at bære mundbind, når de går ud.
Onsdag skal Merkel mødes med landets 16 ministerpræsidenter for at drøfte en mulig genåbning, og forskernes konklusioner forventes at få indflydelse på de beslutninger, der tages.
Men rapporten har tilsyneladende ikke fået Berlins borgmester, Michael Müller, på andre tanker. »Tidligst 27. april og måske først 1. maj« kan berlinerne have udsigt til mulige lempelser af nedlukningen, har han forklaret i et interview med tyske Radio Eins tirsdag.
Også Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, advarer mod forhastede beslutninger om en genåbning af landet.
»Vi har brug for en sikker og forsigtig vej ud af coronakrisen,« skriver han på Twitter:
»Vores tiltag virker, men vi må ikke risikere et tilbageslag.«



