Politichefen i den sydtyske by Stuttgart, Franz Lutz, har været i tjenesten i 46 år. Og han har aldrig oplevet noget, der var bare i nærheden af det, der skete natten til søndag:
Hundredvis af unge – især mænd – gik amok. De smadrede butiksruder og tømte butikker. De smadrede politibiler. En maskeret person sparkede en betjente omkuld, mens betjenten var ved at foretage en anholdelse.
Stuttgart blev pludselig forvandlet til en slagmark, og nu spørger politikere, politiet og byens indbyggere: Hvorfor? De har stadig ikke helt fundet et svar.
Se video af urolighederne her.
Spændingerne blev ifølge Die Welt udløst sent lørdag aften lidt før midnat. Her visiterede politiet en 17-årig dreng, som de mistænkte for at have stoffer på sig.
»Fordi jeg vil blive spurgt, vil jeg med det samme oplyse, at hans hudfarve var hvid,« sagde politichefen på et pressemøde søndag.
Straks efter visiteringen af den 17-årige drog 200 til 300 personer fra »den lokale festscene« ifølge politiet til pladsen Schlossgarten, hvor hændelsen havde fundet sted. Mange brokkede sig højlydt over politiet, og nogle begyndte at kaste sten og flasker mod politiet.
Gruppen voksede i antal, og betjentene mistede kontrollen med bymidten. Massevis af butiksruder blev smadret med sten og rør – nogle steder plyndrede uromagerne butikkerne. De tømte blandt andet en guldsmed og en telefonbutik. Gruppen smadrede også ruderne på flere politibiler.
Politiet måtte tilkalde forstærkninger fra andre dele af delstaten Baden-Württemberg for at genvinde kontrollen. I alt 19 betjente kom til skade.
Politiet har anholdt flere end 20 personer. Omtrent halvdelen af de anholdte er tyske statsborgere, mens andre kommer fra udlandet – blandt andet fra Kroatien, Portugal, Afghanistan og Somalia.
Politiet oplyser, at optøjerne ikke udsprang af »den politiske venstrefløj eller var politisk motiverede i det hele taget«. Ifølge politiet har unge fra »festscenen« de seneste uger mødtes og er i den forbindelse flere gange havnet i mindre skærmydsler med politiet.
Umiddelbart ønsker politiet heller ikke at knytte optøjerne til de seneste ugers Black Lives Matter-demonstrationer og protester mod racisme i hele verden.
Gruppen af uromagere bestod blandt andet af flygtninge, der er ankommet til landet inden for de senere år, men også af tyskere, italienere og bosniere, skriver avisen Frankfurter Allgemeine.
»Det var et farverigt mix fra hele verden,« oplyser vicepolitichef Thomas Berger til avisen.
Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, besøger mandag Stuttgart for at få et overblik over situationen, skriver mediet Die Welt.
Stuttgarts borgmester, Fritz Kuhn fra partiet De Grønne, siger, at flere af uromagerne var alkoholpåvirkede, mens andre ifølge borgmesteren kan have været drevet af »afhængighed af at smide en lille film på sociale medier«.
I avisen Frankfurter Rundschau skriver kommentatoren Marcel Richters, at politikere, der nu bliver overraskede over weekendens hændelser, er ude af trit med stemningen blandt dele af byens indbyggere.
»Det er en eksplosiv kombination: Kedsomhed på grund af coronapandemien og en truende eksistentiel krise – især for personer, der er løst ansatte.«
Marcel Richters kæder urolighederne sammen med årtiers fejlslagen integration af de mange gæstearbejdere – og deres efterkommere – som kom til Stuttgart for at arbejde på byens bilfabrikker.
»Ordet gæstearbejder antyder, at det aldrig var meningen, at de skulle blive en del af det tyske samfund. Men nu har de været her i generationer og bliver stadig betragtet af samfundet – og især af politiet – som »udlændinge« og »fremmede,« skriver Marcel Richters:
»Det blev tydeligt i Stuttgart natten til søndag.«



