Tyskland bliver mere socialt

På den måde er der noget for de fleste i det detaljerede regeringsprogram, der rykker tysk politik et skridt til venstre. Med undtagelse af CDUs konservative fløj og de erhvervsfolk og økonomer, der er imod mindsteløn og regulering af arbejdsmarkedet.

Formændene for henholdsvis SPD og CSU, Sigmar Gabriel (t.v.) og Horst Seehofer (t.h.), giver hinanden hånden på regeringsaftalen, som de har brugt de seneste fem uger på at forhandle med Angela Merkel (CDU) (i midten).  Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN MACDOUGALL

Berlingskes korrespondent i Berlin

Analyse: Der var én ting, der gik igen, da Angela Merkel, Sigmar Gabriel og Horst Seehofer onsdag hver for sig skulle sætte ord på den regeringsaftale, som de har brugt de seneste fem uger på at forhandle. Det skal blive lidt bedre at være tysker, lød det med forskelligt ordvalg. SPDs formand, Sigmar Gabriel, og CSUs, Horst Seehofer, talte om »de små« i samfundet.


Infografik:

Angela Merkel fra det store folkeparti CDU talte om alle tyskerne på én gang. Men ud over den fælles bekendelse til et socialt retfærdigt Tyskland gik skåltalerne ud ad hver sin tangent. Sigmar Gabriel vil kæmpe for den europæiske idé og beskrev samtidig omkalfatringen af den store energiomlægning og en reform af delstaternes økonomi med en sådan iver og alvor, at det kun kan styrke spekulationerne om, at han planlægger at sammenlægge miljø- og økonomiministeriet til sig selv. Angela Merkel glædede sig over balancen med den solide finanspolitik på den ene side og den sociale sikkerhed på den anden. Horst Seehofer glædede sig over investeringerne, og at det lykkedes CSU at afværge socialdemokraternes skattestigninger og få en motorvejsafgift for udlændinge indskrevet i aftalen.

På den måde er der noget for de fleste i det detaljerede regeringsprogram, der rykker tysk politik et skridt til venstre. Med undtagelse af CDUs konservative fløj og de erhvervsfolk og økonomer, der er imod mindsteløn og regulering af arbejdsmarkedet.

Efter et årti med sociale reformer, senere pensionsalder og beskæring af ledighedsreglerne har der længe stået højere løn og bedre pension på den politiske dagsorden i Tyskland. Det nye regeringsgrundlag er svaret. Pendulet er svunget tilbage. Det befinder sig stadig inden for faste rammer, såfremt den nye finansminister altså kan forklare, hvordan det hele hænger sammen. Udgifterne voksede tilsyneladende til mere end det dobbelte af det forventede i løbet af forhandlingerne, men regeringsgrundlaget fastholder, at budgettet vil være i strukturel balance næste år.

Den tyske politolog Christoph Weckenbrock beskriver over for Berlingske aftalen som et kompromis uden klare vindere, men hvor SPD og CSU har fået mere med hjem, end deres stemmeprocenter fra valget tilsagde.

»Det er ikke lykkedes Merkel at veksle sin styrke på 41,5 procent til indhold,« som han siger.

SPD har ud over mindstelønnen indsat en række samfundspolitiske markeringer som kvindekvoter i erhvervslivet, ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle og dobbelt statsborgerskab til de mange tyskfødte med især tyrkiske rødder i regeringsgrundlaget. Sammen har de øget investeringerne i infrastrukturen og uddannelse.

Angela Merkel har først og fremmest lagt rammerne for en fortsættelse af finanspolitikken og – i hovedtræk – Europa-politikken. Og så får hun lov til at fortsætte som kansler. Måske.

For onsdagens præsentation foregik med et meget stort »aber dabei«. Først vil SPD spørge sine omkring 470.000 medlemmer. Selv om Sigmar Gabriel gjorde sit bedste for at tale regeringsaftalen op og usikkerheden ned, så ved ingen, hvordan de menige socialdemokrater tænker. Og hvem af dem vil rent faktisk stemme? De utilfredse, de loyale, højrefløjen, venstrefløjen? Det spørgsmål vil optage Tyskland frem til den 14. december, hvor resultatet af afstemningen skal præsenteres. Sandsynligvis mere end det 185 sider lange regeringsprogram.

Hvis det bliver et nej, bliver både SPD og det stabile Tyskland kastet ud i en helt uvant situation. Programmet er sanktioneret af hele den socialdemokratiske ledelse, og partiet kan stå »halshuggede« tilbage, som De Grønnes nye frontmand, Anton Hofreiter, har udtrykt det. Angela Merkel kan så danne en mindretalsregering eller vende sig mod De Grønne, men det første ønsker hun ikke, og det andet virker meget vanskeligt. Angela Merkel ville ikke kunne forhandle fra nul. De Grønne kan tage den nye regeringsaftale med de mange svære CDU-indrømmelser og sige: »Haps. Herfra starter vi.« Alternativet er et nyvalg, hvor vælgerne givetvis vil straffe dem, de ser som ansvarlige for miseren. Her vil pilen meget nemt komme til at pege på SPD og deres medlemsafstemning.

Hvis det omvendt bliver et ja, er drejebogen på plads. Der er grund til at forvente, at en bred regering mere effektivt end den konservativt-liberale vil kunne omsætte den til virkelighed. Spørgsmålet er, om regeringen vil være mere end en social korrektion. Hvad gør den, når virkeligheden kører hen over køreplanen, som den har for vane? Kan de tre i givet fald enes?