Tyskland åbner for ferierejser til Spanien

Fra søndag kan tyskerne igen tage på ferie i dele af Spanien og Portugal med lave smittetal.

En hotelansat i Palma de Mallorca slår fredag parasollen op, og nu har tyskerne meldt deres ankomst til den spanske ferieø søndag. Lave coronasmittetal gør det muligt. Clara Margais/Ritzau Scanpix

Fra søndag kan tyskerne igen rejse på ferie på Mallorca og andre rejsemål i Spanien, oplyser forbundsregeringen i Berlin.

Baggrunden er faldende smittetal, så de spanske rejsemål ikke længere anses for risikable.

Ud over Mallorca gælder det de øvrige baleariske øer, herunder Ibiza, og nogle regioner på fastlandet.

Samtidig behøver de tyskere, der tager på ferie i de omtalte områder af Spanien, ikke at gå i karantæne eller lade sig teste for covid-19, når de vender hjem. Det oplyser Robert Koch-Instituttet, der rådgiver og kommer med anbefalinger til regeringen om smitten.

Men det stopper ikke ved Spanien.

Dele af Portugal vil også blive åbnet op for tyske turister. Der er især den nordlige del af Portugal, herunder byen Porto, hvor der åbnes op. Mens Algarve på sydkysten og hovedstande Lissabon fortsat betragtes som et risikoområde.

Det samme gælder også øen Madeira.

Hvis man besøger disse risikoområder, venter der ved hjemkomsten karantæne og pligt til at lade sig teste.

De begrænsninger, som flyselskaber har været pålagt til de områder, der nu åbnes, ophæves samtidig.

Beslutningen kommer to uger før påskeferien. Og mens det meste af Tyskland fortsat er lukket ned, for eksempel hoteller, så er det uklart, om tyskerne også vil få mulighed for at holde almindelig ferie i deres eget land i højtiden.

Forbundskansler Angela Merkel vil først den 22. marts drøfte med lederne i de tyske forbundsstater, om der er basis for at åbne op.

På Mallorca og øerne Menorca, Ibiza og Formentera ligger smittelallet for den seneste uge på 21 per 100.000 indbyggere.

I december og januar var billedet helt omvendt. Her havde øgruppen nogle af de værste smittetal i Spanien.

På fastlandet er det blandt andet områderne ved Valencia og Murcia, der åbnes for tyskere.

/ritzau/dpa