Tyskere skudt ned på indkøb: Målet vidner om nøje planlægning

På årsdagen for Breiviks massakre og blot en uge efter terrorangrebet i Nice er det nu Tyskland, der rammes af skudangreb i et indkøbscenter.

Foto: MICHAEL DALDER

En mand klædt i sort står uden for en McDonalds-restaurant i den tyske by München i nærheden af det olympiske stadion. Biler kører forbi, og fodgængere går på fortovene. Pludselig åbner han ild, og affyrer mere end ti skud. Samtidig lyder skud inde fra indkøbscentret ved siden af.

Skudangrebet skete fredag aften kort tid efter klokken 18. Endnu et terrorangreb på europæisk jord, blot en uge efter terrorangrebet i Nice, hvor 84 personer blev dræbt, da en 31-årig fransk-tunesisk mand kørte sin lastbil gennem den befolkede strandpromenade i høj fart.

Angrebet i München, der fandt sted i og uden for et indkøbscenter, dræbte og sårede adskillige. To timer efter angrebet bekræftede det tyske politi, at flere gerningsmænd tog del i angrebet, og at politiet ikke havde præcise oplysninger om, hvor de befandt sig.

FØLG BERLINGSKES LIVE-BLOG HER

Det faktum, at det lykkedes gerningsmændene at slippe væk fra politiet, og at de angreb på et af de allermest travle tidspunkter, vidner om, at angrebet var vel planlagt på forhånd.

Et indkøbscenter anses for at være et såkaldt blødt mål, som både er let at ankomme til og flygte fra på grund af de mange ind og udgange. Men også et sted, hvor mange mennesker færdes samtidig, og hvor det ikke er nogen særlig form for sikkerhedstjek. Tyskland har ikke væbnede vagter ved indkøbscentre, og som i andre europæiske lande er det politiet, der står for den generelle sikkerhed.

Som i Nice medførte angrebet et stort drama i hele området. Kunder og butiksejere søgte skjul i butikscentret, mens nærliggende metrostationer blev lukket ned af tysk politi. Alle taxachauffører i området blev opfordret til ikke at tage kunder med i bilerne for at undgå, at gerningsmanden skulle flygte med taxa, som det skete i København efter angrebet på Krudttønden.

En videooptagelse af skudepisoden uden for indkøbscentret blev delt på sociale medier kort tid efter angrebet. Videooptagelser inde fra indkøbscentret viser en panisk situation fra angrebet, hvor civile ligger på gulvet, mens der konstant skydes i baggrunden.

I en tredje video høres en gruppe tyskere råbe af den ene gerningsmand fra en balkon. Gerningsmanden råber angiveligt tilbage, at han er tysker. Han høres også råbe skældsord mod fremmede.

Den usædvanlige opførsel tolkes som en antydning om, at der kan være tale om terror begået af militante tyske nationalister, men dette er på ingen måder bekræftet.

På opfordring fra tysk politi blev disse videoer slettet igen fra Twitter og Facebook for ikke at give terroristerne den skræmmeeffekt, de også ønsker at skabe med angrebet.

Umiddelbart efter angrebet begyndte brugere på sociale medier at tilbyde husly til alle de borgere, der ikke kunne nå hjem på grund af de lukkede undergrundsbaner og den langsomme trafik. Politiet opfordrede samtidig byens borgere til ikke at samles på offentlige pladser.

Siden januar 2015 er Frankrig, Belgien og Danmark de europæiske lande, der er blevet ramt af islamisk relateret terror. Det vides i skrivende stund ikke om angrebet i München er udført af gerningsmænd med tilknytning til Islamisk Stat. Ingen terrororganisationer har taget skylden for angrebet

Tyskland har i løbet af det seneste år afværget en række terrorangreb, der var planlagt af tidligere såkaldte Syrienjihadister med tilknytning til Islamisk Stat. Ifølge oplysninger som Berlingske har fra en kilde med direkte tilknytning til Islamisk Stat har Tyskland været det foretrukne mål for de IS-jihadister, der har infiltreret Europa via flygtningestrømmen siden sommeren 2015.

Ifølge den kilde er Tyskland et af de letteste steder at nå frem til i Europa fra Syrien, og samtidig også det land, hvor Islamisk Stat har et af sine mest omfattende netværk.

Tyskland har taget imod mere end en million flygtninge og migranter siden 2015. Uofficielt menes yderligere 500.000 at opholde sig i landet uden at være registreret.

I løbet af det seneste år har de tyske myndigheder oplevet en række voldelige episoder på flygtningecentre. Især mellem islamister og medlemmer af nogle af Mellemøstens religiøse mindretal som ezidier og kristne.

Samtidig er spændingerne mellem flygtninge og den ekstreme tyske højrefløj taget til. Tyske flygtningecentre er blevet forsøgt brændt ned.