Tyske politikere i chok over Trump-sejr

Angela Merkel opfordrer Trump til at respektere minoriteter. Tyske politikere sunder sig efter sig choksejren til den kontroversielle forretningsmand.

»Partnerskabet med USA forbliver en grundsten i tysk udenrigspolitik«, sagde Merkel onsddag om sejren til Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERND VON JUTRCZENKA

BERLIN:  I løbet  af sin valgkamp har den nyvalgte præsident Donald Trump flere gange skudt med skarpt efter kansler Angela Merkel. Under en pressekonference i Berlin onsdag opfordrede Merkel i en kort tale den kommende præsident til at respektere minoriteter.

»Tyskland og USA er forenet i værdier som demokrati, frihed, respekt for loven og for menneskelig værdighed uafhængigt af ophav, hudfarve, religion, køn, seksuel orientering eller politiske overbevisninger. På grundlag af disse værdier tilbyder jeg den næste amerikanske præsident et nært samarbejde«, sagde Angela Merkel.

Trods betydelig skepsis over for det amerikanske valgresultat understregede kansleren, at Tyskland stadig vil betragte USA som en nær allieret. »Partnerskabet med USA forbliver en grundsten i tysk udenrigspolitik«, sagde Merkel.

’Politisk epokeskifte’

Kun de færreste tyskere havde forestillet sig en knusende sejr til Donald J. Trump ved tirsdagens amerikanske præsidentvalg. Kun hos højrepartiet Alternative für Deutschland vækker Trumps sejr begejstring.

»Dette valgresultat giver håb til Tyskland og Europa, for Trump har muligheden for et politisk epokeskifte i sine hænder. Han har lovet at genjustere det transatlantiske forhold og at afslutte de store konflikter i Ukraine og Syrien ved at inddrage Rusland«, skriver AFD-lederen Frauke Petry i en kommentar for højrefløjsavisen Junge Freiheit. »Det betyder samtidig også, at de europæiske stater, og særligt Tyskland, skal overtage mere ansvar for egen sikkerhed.«
Mens Alternative für Deutschland ser Trumps jordskredssejr som et forvarsel om et europæisk højreskred, udløser det amerikanske valgresultat stærk bekymring i regeringskvarteret i Berlin.

Forsvarsminister Ursula von der Leyen betegner valgresultatet som »alvorligt chok«, men opfordrer samtidig europæerne til at se fakta i øjnene. »Selv hvis valgkampen var gennemsyret af nedladenhed, af splittelse, så var det et frit demokratisk valg«, sagde von der Leyen til tv-stationen ARD. »Jeg tror også, Donald Trump ved, at vælgerne ikke stemte for ham, men mod Washington og mod eliten.«

Vanvittig verden

Onsdag undlod den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der tidligere i valgkampen har omtalt Trump som ’hadprædikant’, specifikt at lykønske den nyvalgte præsident.

»Resultatet er et andet end mange tyskere havde ønsket sig», sagde Steinmeier i Berlin, »men naturligvis skal vi acceptere det.«  Samtidig advarede han om, at Trump-sejren vil gøre livet vanskeligere for tyske diplomater. »Vi må indstille os på, at amerikansk udenrigspolitik bliver mindre forudsigelig for os.«

Andre tyske politikere var mere kortfattede. »Verden går ikke under, den bliver bare mere vanvittig«, sagde den socialdemokratiske justitsminister Heiko Maas.

Sejren til den amerikanske forretningsmand vil med al sandsynlighed få væsentlig indflydelse på det tyske valg, der afholdes i efteråret 2017.

»Med en uberegnelig populist i det ovale kontor, som også gerne vil af med Merkel, vil udenrigspolitik blive en afgørende faktor i valgåret, helt ind i det tyske partilandskab«, vurderer journalisten Torsten Krauel i en analyse for Die Welt.