Tyske flygtninge blev undervist i at søge asyl ved hjælp af kors og løgne

I Tyskland har menneskesmuglere skolet muslimer i at udgive sig som kristne som led i en omfattende ”all inclusive”-menneskesmugling

Læs mere
Fold sammen

Det var kulminationen på et helt års efterforskningsarbejde, da tysk politi i sidste uge stormede flere lejligheder og et advokatkontor i den tyske delstat Niedersachsen. Formålet med aktionen var at optrevle en menneskesmuglerbande, som formodes at have transporteret flere end 700 flygtninge illegalt ind i Tyskland.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Banden mistænkes ikke alene for den illegale menneskesmugling, men også for efterfølgende at have skolet flygtningene i at lyve over for myndighederne med det formål at opnå asyl under falske forudsætninger. De lærte blandt andet flygtningene, hvordan de mest troværdigt kunne agere muslimer, der havde forladt deres tro til fordel for kristendommen og derfor var i fare i deres hjemland.

Som led i razziaen blev de to formodede hovedmænd i den kriminelle gruppe arresteret i nærheden af byen Hannover. Det drejer sig om en 37-årig iraker, der skal have arrangeret flugtruterne til Tyskland, og en 54-årig tysk tolk med iransk indvandrerbaggrund. Sidstnævnte skal sammen med en advokat have undervist flygtningene i, hvilke løgne de skulle sige til myndighederne for at få asyl.

Ifølge politiet har banden arrangeret en slags all inclusive-menneskesmugling. Flygtningene, der ifølge politiets oplysninger hovedsageligt kommer fra Afghanistan og Iran, blev først transporteret til Tyskland, og derefter vejledt i at svare på en måde, der øgede chancerne for asyl. Flygtningene blev blandt andet opfordret til at påstå, at de var muslimer, der var konverteret til kristendommen. Banden øvede også bibelcitater og lignelser som ”Den fortabte søn” fra Lukasevangeliet med flygtningene, til de kunne teksterne udenad. Flygtningene blev yderligere rådet til at deltage i gudstjenester og sørge for, at vidner så dem i kirkerne.

Politiet er overbevist om, at flygtningene allerede før afrejsen fra deres hjemlande blev instrueret i at lade sig fotografere med en eller anden form for kors. Billederne skulle gøre det mere troværdigt i de tyske myndigheder øjne, at flygtningene var konverteret til kristendommen, før de flygtede til Europa.

Kristne – og ikke mindst muslimer, der konverterer til kristendommen – risikerer at blive forfulgt i mange muslimske lande. Det kan derfor have en positiv indflydelse på myndighedernes afgørelse om, hvorvidt en flygtning er berettiget til asyl, hvis vedkommende er kristen.

I Danmark er hundredvis af muslimer konverteret til kristendommen. Men i Flygtningenævnet underkendes hvert år konversioner med den begrundelse, at de er snyd med den hensigt at opnå beskyttelse mod kristenforfølgelser i hjemlandet og dermed opholdstilladelse i Danmark.