Det konservative tyske parti CDU's medlemmer har ved en urafstemning peget på 66-årige Friedrich Merz som ny formand.

Ifølge nyhedsbureauet dpa indvarsler det en højredrejning i partiet.

Det er første gang i CDU's historie, at de knap 400.000 medlemmer var inviteret til at pege på en formand ved en urafstemning. Men den endelige og formelle beslutning skal træffes på et landsmøde i partiet i næste måned.

Merz er uddannet advokat. Han har tidligere forsøgt at blive partiets formand og kanslerkandidat.

Han ventes at bryde med den midtersøgende politiske linje, som den mangeårige CDU-forbundskansler Angela Merkel længe lagde.

Merz har ved urafstemningen dermed taget skridt til at afløse Armin Laschet som formand.

Laschet stillede op som CDU's kanslerkandidat ved valget i september, men partiet tabte stort og røg ud af regeringen. Den ledes nu af socialdemokraten Olaf Scholzs SPD, De Grønne og det liberale FDP.

Det var et bittert og katastrofalt nederlag for CDU og det bayerske søsterparti CSU. De har domineret tysk politik siden Anden Verdenskrig.

Urafstemningen gav en sikker sejr til Merz. Han kom ind foran Norbert Röttgen og Helge Braun, der begge i højere grad havde proklameret, at de ville følge Merkels linje.

Merz fik 62,1 procent af stemmerne ved urafstemningen. Derfor er der ikke behov for en anden valgrunde. Röttgen fik 25,8 procent af stemmerne, mens Braun fik 12,1 procent.

Merz mangler stadig at blive godkendt af CDU's delegerede ved en virtuel partikongres den 21. og 22. januar og en efterfølgende brevafstemning.

Men det anses for sikkert, at de delegerede vil følge medlemmernes ønske og gøre Merz til ny formand.

/ritzau/