Tysk toppolitiker advarer Trump mod at indføre straftold

Hvis USA lægger straftold på europæiske produkter, så bør Europa gøre det samme, siger en af CDU's topfolk.

Volker Kauder, manden til venstre for forbundskansler Angela Merkel, advarer USA mod at indføre straftold på tyske og europæiske produkter (arkivfoto). Reuters/Fabrizio Bensch
Læs mere
Fold sammen

Berlin. Europa bør lægge straftold på importerede varer fra USA, hvis USA's præsident, Donald Trump, indfører regler, der skal beskytte amerikanske virksomheder mod udenlandske konkurrenter.

Det siger Volker Kauder, parlamentarisk leder for det tyske regeringsparti CDU, i et avisinterview lørdag.

Kauder, der er en af forbundskansler Angelas Merkels ledende støtter, svarer dermed igen på de protektionistiske meldinger, Trump er kommet med i sine første uger i Det Hvide Hus.

- Hvis Donald Trump pålægger straftold på tyske og europæiske produkter, så bør Europa også indføre straftold på amerikanske produkter, siger Volker Kauder i et interview med mediegruppen Funke.

- Vi kan ikke acceptere alt, tilføjer han.

Tyskland bør ifølge Kauder fortælle "vores venner i Washington", at læren fra tidligere handelskrige er, at alle parter taber.

- Vi må bare roligt og med selvtillid sige: hvis trump gennemfører, hvad han sagde, så må Europa reagere, siger Kauder.

Tysklands regering har tidligere svaret igen på trusler fra Trump om protektionistiske tiltag og sagt, at den vil beskytte global frihandel.

En af Donald Trumps toprådgivere har beskyldt Tyskland for udnytte den svage euro til at tjene styrtende på eksport.

Tal offentliggjort fredag viste, at USA er verdens største aftager af tyske produkter. I 2016 indførte amerikanerne for omkring 107 milliarder euro fra Europas største økonomi.

Værdien af strømmen af varer i modsat retning var næsten 50 milliarder euro mindre.

Som en af sine første handlinger i præsidentembedet trak Trump USA ud af handelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP) og distancerede dermed USA fra en lang række samarbejdslande i Asien og omkring Stillehavet.

Donald Trump har flere gange også talt dårligt om frihandelsaftalen Nafta mellem USA, Canada og Mexico, som han vil have genforhandlet.

Han har også truet tyske bilproducenter med at lægge en skat på 35 procent på køretøjer, der bliver importeret til USA. Trumps argument er, at en sådan grænsetold vil bidrage til at skabe flere arbejdspladser i USA.

/ritzau/Reuters