Tysk studie: Ingen tegn på, at virussen spreder sig, når skolerne åbner

Antistoftest af børn og lærere på tyske skoler viser, at meget få har dannet antistoffer. Det får tyske forskere til at tro, at børn kan sænke smittespredningen.

De tyske skoler fik lov til at åbne igen i maj. Modelfoto: Lorenzo Zambello/EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

På en række skoler i den tyske delstat Sachsen er 2.000 elever og lærere blevet testet for antistoffer. På flere af skolerne har der faktisk været enkelte smittetilfælde.

Men alligevel indikerer antistoftests, at smitten på ingen måde har spredt sig voldsomt blandt elever og lærere i klasselokalerne. I alt har kun 12 personer ud af de 2.000 udviklet antistoffer. Og det får tyske forskere til at konkludere, at åbne skoler næppe spiller så stor en rolle i smittespredningen, som nogle havde frygtet.

Tyskland begyndte at åbne skolerne i maj under stor debat om, hvorvidt det kunne få smitten i samfundet til at blusse op.

Studiet er foretaget på 13 skoler i Dresden og omegn i maj og juni. De omtrent 1.500 testede elever er mellem 14 og 18 år gamle. 500 af testpersonerne er lærere. På de skoler, hvor testene er gennemført, har der også gået mindre børn. Resultaterne indikerer ifølge forskere på universitetshospitalet i Dresden, at børn kan få smittespredningen til at aftage.

»Børn kan endda vise sig at være en bremse for infektionen,« siger Reinhard Berner til Reuters.

Sachsens uddannelsesminister, Christian Piwarz, siger, at studiet tydeligt viser, at skoler kan åbne fuldt i slutningen af august – efter den tyske sommerferie. Der kan dog stadig være krav om at bære maske og særlige afstandskrav i klasseværelserne.

At eleverne og lærerne ikke har antistoffer i kroppen, betyder dog ikke med 100 procents sikkerhed, at de ikke har været smittet. Nye studier fra en række forskellige lande har vist, at personer, der har været smittet, i nogle tilfælde mister antistofferne igen efter få måneder.

Der findes også nye studier, der indikerer, at personer med svage eller ingen symptomer udvikler så få antistoffer, at det kan være umuligt at måle det i en test.