Tysk socialdemokrat imod euroen

"Europa har ikke brug for euroen" hedder en ny bog af socialdemokraten Thilo Sarrazin. "Bullshit", siger en ledende partifælle.

Foto: FABRIZIO BENSCH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: En fremtrædende, tysk socialdemokrat vækker opsigt med en bog, der hævder, at euroen er unødvendig for Europa.

Thilo Sarrazin, der for to år siden udløste voldsom debat med en kritisk bog om indvandring fra muslimske lande. I sit nye værk, "Europa har ikke brug for euroen", stempler han påstande om, at den fælles valuta har været en fordel ikke mindst for Tyskland, som forkerte.

Bogen, der udkommer senere på ugen, har allerede ført til voldsomme protester. Politikere fra næsten alle partier går i rette med Sarrazin, der beskyldes for uredelige argumenter. En TV-diskussion i aftes mellem forfatteren og den tidligere tyske finansminister Peer Steinbrück blev ledsaget af højlydte demonstrationer foran studiet.

Selve debatten, der varede en time, foregik i nogenlunde fordragelighed, om end Steinbrück, som også er socialdemokrat, stemplede bogens teser som "bullshit".

Ifølge Steinbrück er euroen ikke blot et økonomisk instrument, men en vigtig forudsætning for bevarelsen af europæiske værdier som fred, demokrati og retsstatslighed i en globaliseret verden. Sarrazin anførte, at disse værdier havde det udemærket, inden euroen blev indført, men siden er blevet truet, ikke mindst som følge af de kaotiske tilstande i Grækenland.

Sarrazin veg dog tilbage fra at kræve euroen afskaffet eller en ensidig tysk udmeldelse af valutasamarbejdet. Tyskland må stå ved indgåede aftaler, understregede han. Men det må andre lande også, tilføjede han.

Steinbrück medgav, at det var en fejl at indføre euroen uden en politisk union. Men det er fortid, og nu gælder det om at løse de konkrete problemer, erklærede han.

En meningsmåling foretaget af TV-programmet Günther Jauch viser, at 47 procent af de adspurgte tyskere mener, at det var rigtigt at indføre euroen. 49 pct. mener det var forkert. 23 pct. mener desuden, at Grækenland bør forblive i eurozonen, mens 67 pct. synes, at landet bør trække sig ud af samarbejdet.

Sarrazin er tidligere medlem af den tyske forbundsbanks direktion. Han har også været ledende embedsmand i finansministeriet og ansvarlig for finanserne i delstaten Berlin. Steinbrück er en af tre mulige, socialdemokratiske kanslerkandidater ved forbundsdagsvalget næste år.

Peer Steinbrück erklærede under TV-debatten, at Sarrazin "ikke er en farlig mand" - i modsætning til demonstranterne. "Jeg er også imod enhver dæmonisering", sagde han med henblik på Sarrazin.