Den tyske miljøminister, Steffi Lemke, er åben over for at skyde såkaldte »problemulve«, i takt med at bestanden af rovdyret vokser og i stigende grad er en udfordring for landbruget.

Det siger hun i et interview med avisen Neue Osnabrücker Zeitung ifølge nyhedsbureauet dpa.

»Det er lovgivningsmæssigt muligt at skyde ulve, der har lært at klatre over høje hegn, eller som kommer for tæt på mennesker. Muligheden burde bruges mere i fremtiden,« lyder det fra Steffi Lemke.

Hun åbner samtidig for at justere nogle af de procedurer, der er i forbindelse med jagt på ulve.

»Vi vil forsikre, at procedurerne er mindre bureaukratiske og mere praktiske,« siger Steffi Lemke, der også advarer om, at opbakningen til at beskytte bestanden af ulve vil falme, hvis ikke der tages hånd om »problemulvene«.

Som resultat af jagt blev ulve ifølge dpa næsten udryddet i Tyskland. Men bestanden er vokset i særligt nord- og østtyskland i de seneste år.

Det har ligesom i Danmark antændt en politisk debat om, hvorvidt ulve kan leve side om side med mennesker.

Steffi Lemke er selv tilhænger af at beskytte ulvene, men hun mener, at man skal finde en balance mellem at bevare bestanden og beskytte landbruget.

»Vi er nødt til at lære at leve med ulven igen. Hvis vi som mennesker som de eneste gør krav på at udnytte naturen på denne planet, så bliver det meget, meget ensomt for os,« siger hun ifølge dpa.

At beskytte landbruget kan ifølge miljøministeren indebære at kompensere landmænd, der påvirkes af ulves adfærd.

Ifølge Miljøstyrelsen lever der i øjeblikket omkring 29 voksne ulve i Danmark. Antallet har været stigende, siden ulven genindvandrede i den danske natur i 2012.

Det er især naturområder i Syd-, Midt- og Vestjylland, hvor ulvene færdes.

/ritzau/