Tysk komik med kant

Respektløs og opfindsom satire har gjort den 34-årige satiriker Jan Böhmermann til øjeblikkets mest omtalte TV-stjerne i Tyskland. Men nu er han måske gået for vidt.

Ingen kan vide sig sikker for den 34-årige satiriker Jan Böhmermann med TV-programmet Neo Magazin Royal.
Læs mere
Fold sammen

Tysk humor har velsagtens ikke det bedste ry i Danmark. Mange forestiller sig noget med tykke mænd, der jodler i lederhosen, eller platte vitser fortalt af en slikket toastmaster ved en schlagerkoncert. Klicheerne om gumpetung tysk humor kan dog ikke være længere fra virkeligheden, når den 34-årige satiriker Jan Böhmermann i sit TV-program Neo Magazin Royal hver eneste uge stikker et glødende sværd dybt ind i hjertet af den tyske samfundsdebat.

Det er ikke ubetydelige figurer, der står for skud, når Böhmermann på TV-kanalen ZDF indstiller sit satiriske sigtekorn efter den islamfjendtlige Pegida-bevægelse, chefredaktøren for Tysklands magtfulde tabloidavis BILD eller den hykleriske selvpromovering, der stikker bag, når selvhøjtidelige tyske popsangere stiller op til velgørenhedsarrangementer.

Eller når Böhmermann i en nærmest surrealistisk musikvideo, der kan findes på youtube, leger med tanken om, hvem i den tyske regering der egentlig har gjort (den i virkeligheden barnløse, red.) Angela Merkel gravid. Ingen kan i princippet vide sig sikker for Böhmermanns respektløse, men aldrig perfide satire.

Men denne gang er han muligvis gået for vidt.

Det begyndte – selvfølgelig – som en joke, men det er endt med anklager om racisme og foragt for underklassen og indvandrere. I sit seneste show har Jan Böhmermann taget groft strøm på en ellers ofte humorforladt musikgenre, nemlig den tyske gangsterrap, hvis største stjerner som Bushido og Haftbefehl (arrestordre, red.) fortrinsvis er tyskere med tyrkiske, kurdiske eller arabiske rødder.

I en satirisk musikvideo med titlen »Ich hab’ Polizei« vender en solbrillebærende og hætteklædt Böhmermann fuldstændig op og ned på genren og gør med tyk indvandreraccent grin med de mest fremherskende klicheer i tysk gangsterrap. I begyndelsen af videoen bliver komikeren omringet af en ondskabsfuldt udseende bande indvandrere på en mørk parkeringsplads, men inden bøllerne kan slå ham til plukfisk, hidkalder Böhmermann landets mest hårdtslående gadebande: det tyske politi. Med betjentene i ryggen begynder Böhmermann sin brutale gangsterrap til tonerne af et tungt beat, mens indvandrerbanden flygter.

»Jeg er ikke nogen ludersøn, jeg er søn af en betjent, min skat/jeg har politiet i min lomme, for jeg betaler høj skattesats«, rapper Böhmermann med stærk accent til bøllerne, der i løbet af videoen chikaneres af bryske betjente.

Reaktionerne på Böhmermanns video har været bemærkelsesværdigt ens: Alle er sure. Ægte rappere har lovet komikeren tæsk, hvis han skulle komme forbi deres hjembyer. Venstreorienterede bloggere har angrebet Böhmermann for at gøre sig lystig på bekostning af de underbemidlede indvandrerne, mens andre kommentatorer fremhæver, at Böhmermann tværtimod udstiller den hvide middelklasses privilegier.

Hos politiet er man sjovt nok heller ikke glad for at blive fremstillet som en gruppe knippelsvingende voldspsykopater. »Videoen er ganske underholdende som en samling af klicheer om politiet, men den er ikke egnet til at rekruttere nye betjente,« udtaler Rainer Wendt, der er chef for det tyske politis fagforening.

Det er netop evnen til at dele vandene og få alle til at føle sig ramt, der går igen i Böhmermanns karriere. Og det er en karriere, som han har taget dybt alvorligt, siden han som 17-årig mistede sin far til leukæmi.

»Fra da af handlede det ikke længere om at realisere mig selv, men om at sikre min tilværelse,« har han sagt.

Det var i æteren, at Böhmermann for første gang blev landskendt i Tyskland, da han som 24-årig radioreporter opfandt satireindslaget »Lukas’ Dagbog«, hvor han effektivt parodierede den tyske fodboldspiller Lukas Podolski.

»Fodbold er ligesom skak, bare uden terninger«, siger Podolski i Böhmermanns udgave med et citat, der udstiller de ofte ureflekterede kommentarer, som sportsfolk konstant aftvinges af sultne medier. Den virkelige Podolski syntes overhovedet ikke, at det var sjovt og nægtede under VM i 2006 at tale med journalister fra Böhmermanns arbejdsgiver, radiokanalen WDR og TV-stationen ARD.

Det er dog først efter skiftet til landsdækkende tysk TV i januar 2015, at Böhmermanns respektløshed kulminerede i et hidtil mest kontroversielle satireindslag, som vakte opmærksomhed langt ud over tyske grænser.

I marts i år forsøgte den tyske og græske regering endnu engang offentligt at placere skylden for eurokrisen hos modparten. Stemningen mellem Berlin og Athen var kort sagt på nulpunktet. I dagevis havde både medier og den tyske befolkning raset over en video, der tilsyneladende viste den græske finansminister Yanis Varoufakis give fingeren til Tyskland under et foredrag om eurokrisen.

Kort forinden var Jan Böhmermann endelig debuteret på landsdækkende som vært på sit eget TV-program, Neo Magazin Royal. I en overraskende vending påstod han, at det var ham, der stod bag den omstridte video. Finansministerens forkætrede langemand var i virkeligheden resultatet af et stykke billedmanipulation, som hans egen redaktion stod bag, forklarede Böhmermann til sit publikum og viste i et indslag, hvor let den slags kan lade sig gøre. Tyskland måbede.

Ikke bare den indflydelsesrige talkshow-vært Günther Jauch, der som den første havde bragt klippet med Varoufakis’ fuckfinger på tysk TV, var chokeret over Böhmermanns påstand, der stillede ham i et særdeles uheldigt lys. Også i den internationale presse herskede der total forvirring. Hvis videoklippet med Varoufakis’ langemand, der havde ført til dagevis af debat i Tyskland, reelt var blevet bikset sammen af Böhmermanns medarbejdere, var det en nådesløs udstilling af de moderne massemediers flokmentalitet og ikke mindst deres manglende journalistiske troværdighed.

Efter et par dages kaos må ZDF dog modvilligt og lettere skamfuldt bekræfte, at Böhmermanns indrømmelse var led i et stykke udspekuleret satire. Varoufakis havde rent faktisk viftet med langemanden, Böhmermanns billedmanipulation fandt ikke sted, hans tilståelse var falsk, men forvirringen var vaskeægte og førte til et sjældent øjebliks selvransagelse i både tyske og internationale medier. Den østrigske avis Wiener Zeitung omtalte siden Böhmermanns happening som »det sandsynligvis mest geniale PR-kup i TV-historien.«

Siden den såkaldte »finger-gate« har han været en uomgængelig stjerne i det tyske TV-landskab. Heller ikke den seneste opstandelse over politivideoen ser ud til at få ham til at holde inde. I et interview med ugemagasinet Stern skyder Böhmermann med skarpt efter overintellektuelle kritikere, der beskylder ham for at lægge hiphop-genrens samfundskritiske potentiale i graven.

»Det er skyggesiden ved den tiltagende akademisering af lyriklandet Tyskland: Folk har ganske enkelt for meget »studentereksamen«. Hvis hiphop er død, er det jer, der har dræbt den, ikke mig. Og hvis der er nogen, der har et problem med det, kan de ringe til politiet.«