Tysk karneval: Terrorist-forbud og Trump-parykker

Det årlige karneval i Køln, Düsseldorf og andre tyske byer er mærket af terrorangrebet på julemarkedet i Berlin for et par måneder siden: Der er forbud mod legetøjsvåben og terrorist-kostumer. Til gengæld opretholder tyskerne festhumøret og benytter karnevallet til at lave grin med USA's præsident Trump

Under karnevallet i Tyskland har mange valgt at lave satiriske papmache-figurer af USAs præsident Donald Trump. / AFP PHOTO / PATRIK STOLLARZ Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRIK STOLLARZ

Efter terrorangrebet i december mod et julemarked i Berlin har de tyske myndigheder skruet op for sikkerhedsforanstaltningerne ved det årlige karneval, der kulminerer i dag i mange af landets byer.

I byer som Köln og Düsseldorf har lastbiler med en vægt på over 7,5 ton ingen adgang i centrum, og politiet har advalgte steder lavet afspærringer med containere fyldt med murbrokker for at forhindre en gentagelse af blodbadet i Berlin, hvor terroristen pløjede en lastbil ind i større menneskemængde.

Det skriver avisen Die Zeit, der også beretter om et større antal betjente end hidtil  - og nu med maskinpistoler - i gadebilledet.

 

DRs korrespondent i Tyskland fortæller til dr.dk, at det i år af sikkerhedsgrunde også er forbudt at anvende legetøjsvåben som en del af udklædningen, og det er heller ikke tilladt at klæde sig ud som terrorist - hvis nogen ellers skulle have lyst og samtidig vide, hvordan sådan en typisk ser ud.

Trumps frisure

Til gengæld lader modet på at festligholde det årlige karneval sig tilsyneladende ikke mærke af terroranslaget i Berlin. I hvert fald har flere medier i vort naboland mod syd farverige reportager om festglade tyskere i opfindsomme udklædninger, og i år er det et stort hit at give den som USAs ny præsident Donald Trump.

 

Udklædnings-forretningerne melder om stor interesse for at erhverve en Trump-paryk til en pris af 20-30 euro, og mange af de figurer, der køres rundt i gaderne i optog, er satiriske karikaturer af den af nyslåede amerikanske præsident. En af dem - og den, der ofte dukker op i de tyske mediers fotoreportager - forestiller en rasende og frående Donald Trump i færd med at voldtage Frihedsgudinden.

Vognen, der kører det politiske karnevals-budskab gennem Düsseldorfs gader, er bevidst »designet dramatisk,« fortæller ophavsmanden til avisen Kölnische Rundschau. For at vise, hvor farlig Trump er, understreger Jacques Tilly.

»I sidste ende vil Frihedsgudindens modstand dog føre til sejr. Det er budskabet,« siger han.

 

En anden af de store papmache-figurer af Trump fremstiller ham som en stor elefant i en porcelænsbuitik - omgivet af smadrede kopper og tallérkener.

Erdogan står for skud

Også en anden magtfuld - og omstridt præsident -  den tyrkiske Recep Tayyip Erdogan er et populært offer for karnevalssatiren i år. Selvforskyldt, vil mange måske mene. I hvert fald blev præsident Erdogan sidste år så rasende over et digt om hans egen person forfattet af en tysk komiker, at det førte til en tysk-tyrkisk krise. Den endte med, at kansler Angela Merkel accepterede Erdogans anmodning om at få digtets ophavsmand retsforfulgt.