Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, støtter EU-Kommissionen i forsøget på at komme hurtigt frem til en handelsaftale med USA.
Det siger Merz forud for et EU-topmøde i Bruxelles torsdag.
Ifølge mediet Politico har Merz tidligere på ugen kritiseret kommissionens forhandlingsstrategi og kaldt den "alt for kompliceret".
Merz mener, at EU bør skynde sig med handelsaftalen, og at forhandlingerne kræver mere fokus på håndteringen af den amerikanske præsident, Donald Trump.
Det har han ifølge Politico tænkt sig at viderebringe til de resterende EU-lande med opbakning fra Frankrigs Emmanuel Macron og Italiens Giorgia Meloni.
På vej ind til topmødet udtaler kansleren dog ikke hård kritik mod kommissionen.
- Jeg støtter EU-Kommissionen i alle dens bestræbelser på at nå hurtigt frem til en handelsaftale med USA, lyder det.
- Europa står foran nogle afgørende uger og måneder. Denne Europæiske Union har Tysklands opbakning, siger Merz.
Den 9. april annoncerede den amerikanske præsident, at han ville sætte sine nye toldsatser på blandt andet varer fra EU på pause i 90 dage.
Dermed ventes toldpausen at blive ophævet i starten af juli.
Også Ungarns premierminister, Viktor Orbán, mener, at der skal ske en forandring i EU-Kommissionens forhandlingsstrategi.
På vej ind til topmødet siger han, at han ikke har meget tiltro til, at det vil lykkes EU-Kommissionens chefforhandler, EU-handelskommissær Maros Sefcovic, at indgå en god aftale med USA.
- Problemet er, at USA's forhandler er en sværvægter. På vores side i EU har vi en letvægter, når det gælder evnen og kapaciteten til at forhandle.
- USA's forhandler er meget stærk, mens vores er meget svag. Det er problemet, siger Orbán.
Spurgt ind til, om han synes, at EU skal indføre gengældelsestold mod USA, siger Orbán, at det er noget, lederne skal diskutere på dagens møde.
Hos Dansk Industri hilser man presset fra Merz velkommen.
- Hidtil har EU-Kommissionen varetaget medlemslandenes interesser, så godt det nu har været muligt under svære vilkår. Men nu nærmer målstregen sig, hvor vi skal have en aftale på plads, siger Peter Thagesen, chef for geopolitik i Dansk Industri.
Han mener, at EU-Kommissionen oprigtigt har forsøgt at få en aftale i hus ved blandt andet ikke at svare igen på Trumps "ulovlige straftoldsatser" på europæiske produkter.
Men nu skal aftalen lukkes - og den skal helst være bedre end Storbritanniens aftale med Trump, mener DI:
- En solid aftale med USA vil hjælpe meget på den usikkerhed, vi oplever lige nu. En usikkerhed, der presser både vores virksomheder og vores velstand og beskæftigelse, siger Peter Thagesen.
/ritzau/