Det er alt andet end hverdagskost, at en kamp I den fjerdebedste tyske liga trækker de store overskrifter i tysk og international presse. Det skete ikke desto mindre, da Chemnitz FC i weekenden spillede mod VSG Altglienicke.
Og det var ikke det ellers spektakulære 4-4, der tiltrak sig opmærksomheden. Det var derimod en mindehøjtidelighed, før kampen gik igang.
Voldelige demonstrationer efter drab
Det er ikke langt tid siden, at den østtyske by Chemnitz for alvor kom på landkortet i resten af Europa. Det var i efteråret 2018, hvor asylansøgeres drab på tysk-cubaneren Daniel H. udløste voldelige, højreradikale demonstrationer. Siden er der kommet lidt mere ro over stiuationen, og i sidste uge besøgte kansler Angela Merkel byens basketball-hold.
I weekenden og mandag trak Chemnitz imldlertid på ny negative overskrifter. På stadion valgte klubben nemlig at hædre en afdød blandt klubbens fans med musik, en tale over højtaleren og et minuts stilhed,
»I går modtog vi den sørgelige nyhed, at den himmelblå Tommy Haller er afgået ved døden efter lang tids sygdom.For ham var Chemnitz FC livsindholdet. Han var en lidenskabelig tilhænger af vores klub,« lød det blandt andet over stadionanlægget. Himmelblå er klubbens farve, og Haller var død af kræft

Tilhængeren var grundlægger af neonazistisk organisation
Tommy Haller var imidlertid ikke en hvilken som helst fan. I starten af 1990erne havde han grundlagt den nynazistiske organisation »HooNaRa,« der står for Hooligans-nazister-racister.
I lang tid ledede Haller det nynazistiske miljø i byen der i efteråret skred til voldelige demonstrationer efter Daniel Hs død. I flere år stod hans sikkerhedsfirma »Haller Security« også for sikkerheden på stadion, men i 2007 fyrede klubben ham på grund af »klubsskadelige udtalelser.«
Også på banen blev Haller hædret. Det skete, da angriberen Daniel Frahn i forbindelse med et mål viste en sort T-shirt under kamptrøjen, hvor der stod »Støt dine lokale hooligans.«

Klubben i byen melder først hus forbi
Søndag valgte klubben i første omgang at forsvare aktionen. På klubbens hjemmeside kunne man i en pressemeddelse læse, at klubben blot havde tilladt at mindes en fan ud fra ren »medmenneskelighed«, men at aktionen på ingen måde kunne opfattes som en officiel hædring af Haller og hans liv. Klubben fremførte desuden, at mindehøjtideligheden var sket i samarbejde med myndighederne.
Umiddelbart efter pressemeddelsen offentliggørelse meddelte først politiet, at de bestemt ikke havde sanktioneret ceremonien. Siden gik klubbens direktør af, og klubben gav spilleren en bøde. Klubbens fanansvarlige og et kommunikationsmedarbejder blev også fyret.
Mandag forlød det så, at klubbens ledelse havde følt sig presset af højreradikale kræfter, der havde truet med at storme banen, hvis ikke Haller måtte hædres.
Chemnitz er og bliver en tolerant og fredelig by, der er åben for verden. Vi tager derfor markant afstand fra de racistiske og højreradikale handlinger og udsagnBystyret i Chemnitz
Det tyske fodbold tager afstand
Mandag tog det tyske fodboldforbund, DFB, skarpt afstand fra Chemnitz FC, »Vi distancerer os med al tydelighed fra begivenhederne på Chemnitz stadion,« sagde vicepræsident Rainer Koch.
Også flere politiske partier tog afstand. Det gjaldt også bystyret:
»Chemnitz er og bliver en tolerant og fredelig by, der er åben for verden. Vi tager derfor markant afstand fra de racistiske og højreradikale handlinger og udsagn«
Mandag meddelte klubben hovedsponsor, »Sparkasse Chemnitz«, at sponsoratet indstilles.
Der er delstatsvalg i Sachsen til efteråret, hvor Alternative für Deutschland står til stor fremgang. Analytikere i Tyskland peger på, at fodboldepisoden er endnu et tegn på, at det neonazistiske miljø for alvor har fået fat i Sachsen.



