Tysk fængsel skal evakueres efter fund af gammel krigsbombe

109 fanger skal evakueres lørdag, mens en bombe fra Anden Verdenskrig fundet i nærheden bliver uskadeliggjort.

Foto: Claus Fisker. Arkivfoto. Et fængsel i byen Regensburg i det sydøstlige Tyskland skal evakueres.
Læs mere
Fold sammen

Et fængsel i byen Regensburg i det sydøstlige Tyskland skal evakueres. Det sker, efter at en ueksploderet bombe fra Anden Verdenskrig er blevet fundet i nærheden af fængslet.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den 225 kilo tunge bombe blev fundet onsdag eftermiddag under arbejdet på en stor byggeplads i den vestlige del af byen, der ligger i delstaten Bayern.

Det historiske levn skal efter planen uskadeliggøres på lørdag. Evakueringen af de indsatte i fængslet samt beboere i nærheden begynder klokken ni om morgenen.

I alt skal 109 fanger evakueres fra fængslet som en del af operationen. Det rapporterer den lokale avis Mittelbayerische.

Ifølge avisen er det den femte ueksploderede bombe fra Anden Verdenskrig, der bliver fundet på den pågældende byggeplads.

/ritzau/