Tysk EU-kommissær fastholder: Kinesere er skævøjer

Nyudpeget EU-budgetkommissær er havnet i stærk modvind efter nedsættende bemærkninger om kinesere, homoseksuelle og kvinder. Günther Oettinger skader EU, siger kritikerne.

Kritikken hagler ned over Tysklands nyudnævnte EU-budgetkommissær, der beskyldes for at skade EUs anseelse med sine grove bemærkninger om kinesere. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN THYS

Kritikken hagler ned over Tysklands nyudnævnte EU-budgetkommissær, der beskyldes for at skade EUs anseelse med sine grove bemærkninger om kinesere.

I en lækket video fra et foredrag om globaliseringens udfordringer, som Günther Oettinger for nylig holdt for omtrent 200 erhvervs­ledere i Hamburg, fremsætter den kristendemokratiske EU-kommissær nedsættende bemærkninger om både kvinder og homoseksuelle.

Men mest af alt har Günther Oettinger fået ørerne i maskinen for sine bemærkninger om kinesere, som han ifølge videoens ophavsmand, forlæggeren Sebastian Marquardt, under foredraget omtaler som »skævøjer«, hvis teknologiske og økonomiske råstyrke truer med at overhale Europa indenom.

Heller ikke kvoter for kvinder i bestyrelser og politisk ledelse går Oettingers opmærksomhed forbi.

»Ingen kvindekvoter, ingen kvinder, logisk nok«, sagde Oettinger om sit møde med en kinesisk regeringsdelegation uden kvinder.

I talen stikker EU-kommissæren desuden sarkastisk til den politisk korrekte dagsorden i Tyskland, hvor emner som »pligten til homo-ægteskaber« overskygger mere påtrængende økonomiske udfordringer fra asiatiske lande som Sydkorea og Kina.

Bemærkningerne har fået en lang række politikere såvel som interesseorganisationer for kvinder og homoseksuelle til at lægge afstand til Oettinger, der indtil for nylig har fungeret som EU-kommissær for digitale anliggender. Fredag meddelte kommissionen, at Oettinger skal efterfølge Kristalina Georgieva som budgetkommissær.

Retorisk nitte

Reaktionerne på den lækkede tale har af samme årsag været harm­dirrende og har blandt andet udløst skarpe ord fra Katarina Barley, der er generalsekretær for de tyske socialdemokrater.

»Personer, der åbent betjener sig af racistiske og homofobiske fordomme har diskvalificeret sig selv til politiske topposter,« siger Barley til Spiegel Online. »Günther Oettinger bør hurtigst muligt revidere sit verdensbillede. En EU-budgetkommissær med den slags tankegods kan skade hele EU.«

Selv forsøger Oettinger at nedtone sine bemærkninger. »Der var tale om en forsimplet ytring, som på ingen måde var ment som respektløs over for Kina,« sagde budgetkommissæren til avisen Die Welt.

»Jeg ville gøre opmærksom på, hvor dynamisk verden er i den digitale sektor og mere generelt i de teknologiske sektorer. Og hvilken udfordring vi står over for fra lande som Sydkorea og Kina, der med en enorm hastighed er lige i hælene på os.«

Budgetkommissærens forklaringsforsøg har dog ikke mildnet kritikere i den tyske presse. »Günther Oettinger er hæsblæsende dum, en retorisk nitte, fagligt inkompetent og vores mand i Europa«, lød reaktionen fra komikeren Jan Böhmermann på Twitter. trhe