Lav vandstand i Rhinen risikerer i denne uge at sætte en stopper for godstransporten på en central strækning af floden og dermed reelt dele den vigtige vandvej i to.

Det melder Bundesverband der Deutschen Binnenschiffahrt (BDB), der er en tysk brancheorganisation for indenrigsskibsfart, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

BDB's administrerende direktør, Jens Schwanen, siger til avisen Rheinische Post, at vandstanden ved målestationen i tyske Kaub, der er en væsentlig flaskehals for sejladsen på Rhinen, for første gang ventes at falde til under ti centimeter.

Årsagen er mangel på nedbør.

Kaub ligger syd for byen Koblenz, der ligger mellem byerne Frankfurt og Bonn i det vestlige Tyskland.

Der er tale om en af de mest lavvandede strækninger på floden, der udspringer ved Tomasee i Schweiz, snegler sig gennem det vestlige Tyskland og ind i Holland, hvor den har udløb i Nordsøen.

- Ved så lav en vandstand vil den kommercielle skibstrafik ikke længere kunne transportere varer i området. Det samme gælder turistbåde og krydstogtsskibe, siger Jens Schwanen og tilføjer:

- I princippet vil Rhinen ikke længere være sejlbar i sin fulde længde og vil således være delt i to.

Ifølge BDB-direktøren vil skibene fortsat kunne sejle mellem havnene i Amsterdam, Rotterdam og Antwerpen, den nordlige del af den tyske del af Rhinen og kanalnettet i det vestlige Tyskland.

Længere mod syd vil skibene ligeledes fortsat kunne sejle på bifloder som Main, Mosel og Neckar.

I weekenden lempede myndighederne i delstaterne Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen, Rheinland-Pfalz og Saarland ifølge Reuters restriktionerne for lastbiltrafik.

Det skete for at afhjælpe de problemer, som den lavere vandstand giver for transporten på de tyske vandveje.

Vejret betyder, at vandstanden i øjeblikket er markant lavere end normalt i flere europæiske floder.

Det gælder også Europas næstlængste flod, Donau, hvor den mindskede vandstand har ført til, at Ungarns eneste atomkraftværk næsten har måttet lukke.

RITZAU