Tyrkiske styrker er på vej til at jage IS ud af syrisk by

Store dele af byen al-Bab i Syrien er nu indtaget, siger Tyrkiets premierminister tirsdag.

Foto fra byen al-Bab. Fold sammen
Læs mere
Foto: SALEH AL-OBEIDI

Tyrkiske styrker har sammen med syriske rebeller indtaget store dele af byen al-Bab, der har været under belejring af Islamisk Stat.

Det siger Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, tirsdag.

»Al-bab er stort set under vores kontrol. Vores mål er at undgå, at terrorister kan åbne veje, der fører ind i Tyrkiet,« siger Yildirim.

De syriske rebeller, der støttes af tyrkiske specialstyrker, kampvogne og kampfly, begyndte at bekæmpe Islamisk Stat i den nordlige del af Syrien i august for at få terrororganisationen væk fra den tyrkiske grænse.

Angrebet på byen al-Bab har været i gang i flere uger.

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, har i lang tid sagt, at angrebet på al-Bab er tæt på at være slut.

Ifølge ham er det næste mål byen Raqqa, der er af mange bliver kaldt Islamisk Stats hovedstad i Syrien.

/ritzau/Reuters