Tyrkisk politi anholder fire efter bombeanslag i Istanbul

Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, fortæller, at seks personer fortsat er indlagt efter bombeanslaget.

Istanbul: Tyrkisk politi har anholdt fire personer i forlængelse af tirsdagens bombeangreb i Istanbul, hvor 10 tyske turister blev dræbt. Det siger Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu.

Ministeren slår samtidig fast, at seks personer, som blev såret i selvmordsangrebet, fortsat er indlagt på hospitalet.

Det er første gang i lang tid, at et angreb i Tyrkiet har været rettet direkte mod turister.

Tyrkiske myndigheder sagde efter angrebet, at Islamisk Stat står bag, og man identificerede hurtigt en mistænkt.

Politiet mener, at massakren blev begået af en syrer, der for nylig kom til Tyrkiet fra det krigshærgede naboland.

Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der onsdag var i Istanbul, siger, at intet tyder på, at angrebet var rettet specifikt mod tyskere.

Tyrkiets indenrigsministerium oplyser ifølge Reuters, at 3318 personer tilbageholdes i landet på mistanke om forbindelser til Islamisk Stat eller andre ekstremistiske grupper.

/ritzau/AFP