Tyrkisk hærchef: »De faldt som martyrer«

104 kupmagere er blevet dræbt, oplyser Tyrkiets fungerende hærchef, Umit Dundar. Også 47 civile er døde.

Foto: GURCAN OZTURK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tyrkiets fungerende hærchef, general Umit Dundar, siger på et pressemøde lørdag formiddag, at 104 kupmagere er blevet dræbt i forbindelse med kupforsøget i landet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»Kupforsøget er blevet afværget,« siger Dundar.

Imens har 90 andre mistet livet under kupforsøget, fortæller hærchefen. Ifølge ham er der blandt andet tale om 41 betjente og 47 civile.

»De faldt som martyrer,« siger han.

Samtidig meldes 1.154 mennesker såret på tværs af landet, hvor folk har demonstreret mod kupforsøget.

Stabschefen oplyser, at kupforsøget mod præsident Erdogans regering hovedsageligt var iværksat af tropper fra det tyrkiske luftvåben og gendarmeriet.

Han beskylder samtidig kupmagerne for at have taget flere af militærets øverstbefalende som gidsler ukendte steder.

Mens præsident Recep Tayyip Erdogan på Twitter opfordrer folk til at blive ude i gaderne i tilfælde af en ny situation, siger hærchef Dundar, at Tyrkiet har lukket kapitlet om kupforsøg.

»Det vil aldrig blive genåbnet,« siger han.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har knap 200 soldater lørdag morgen overgivet sig ved det tyrkiske militærs hovedkvarter. 50 andre overgav sig tidligere på morgenen.

Tv-billeder viste tidligt lørdag soldater forlade kampvogne og gå med hænderne over hovedet på en af broerne, der løber over Bosporusstrædet i Istanbul.

Tidligere har et øjenvidne angiveligt set soldater overgive sig til væbnet politi på Taksimpladsen i Istanbul. Andre vidner siger til nyhedsbureauer, at Erdogan-tilhængere er gået til angreb på nogle af de kupmagere, der har overgivet sig.

I en skriftlig udtalelse natten til lørdag sagde den del af militæret, der står bag kupforsøget i Tyrkiet, dog, at den fortsat kæmper. Det skriver Reuters.

Præsident Recep Tayyip Erdogan betegner kupmagerne som »forrædere«, der vil modtage den »højest mulige straf«:

»Kuppet er blevet udført af et mindretal inden for militæret. De vil få den hårdest mulige straf at føle. Deres handlinger viser, at det er vigtigt at få ryddet op i militæret,« sagde Erdogan natten til lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten beskylder sin ærkefjende, imamen Fethullah Gülen, for at stå bag kuppet.

Men Gülen benægter enhver form for involvering, skriver den britiske avis The Guardian.

»Jeg fordømmer på det kraftigste forsøget på et militærkup i Tyrkiet. Regeringsmagten bør vindes gennem en proces med frie og retfærdige valg, ikke med tvang,« siger han ifølge avisen.

»Som en, der har lidt under flere militærkup i løbet af de seneste fem årtier, er det særligt fornærmende at blive beskyldt for at have tilknytning til et sådant forsøg.«

Fethullah Gülen er i dag bosat i USA.

/ritzau/