Tyrkisk granatangreb sættes i forbindelse med terror

TYRKIET: Den mand, der torsdag blev anholdt for at have kastet to granater mod en bygning i Istanbul, hvor den tyrkiske premierminister har kontor, tilhører bevægelsen DHKP-C, der af Tyrkiet, EU og USA betragtes som en terrorgruppe. Det oplyser tyrkiske medier, skriver BBC.

Manden kastede ifølge vidner to granater, som dog ikke eksploderede. Og ingen blev såret i forbindelse med angrebet.

Den anholdte råbte slogans og gav udtryk for, at han handlede for at hævne en 15-årig drengs død. Drengen døde sidste år efter at være blevet såret i kamp mod politiet.

Ifølge de tyrkiske medier var premierminister Ahmet Davutoglu ikke i bygningen under angrebet.

BNB