Tyrkiets demokrati på valg

Det islamisk-hældende regeringsparti, AKP, ligner en sikker vinder ved dagens parlamentsvalg i Tyrkiet. Det tyrkiske valg er også vigtigt i forhold til arbejdet med at demokratisere resten af den muslimske verden.

En mor med børn passerer en valgplakat for premier­minister Recep Tayyip Erdogan i Istanbul i går. <br>Foto: Fatih<br>Saribas/Reuters Fold sammen
Læs mere

Hvem skal vi egentlig holde med her i Europa, når vælgerne i vores muslimske naboland Tyrkiet i dag går til stemmeurnerne for at vælge et nyt parlament?

Ifølge meningsmålingerne står valget på grund af den høje tyrkiske spærregrænse på ti procent reelt kun mellem tre partier og en række uafhængige kandidater. På den ene fløj bejler regeringspartiet AKP (Partiet for Retfærdighed og Udvikling) om vælgernes gunst. AKP har rødder i politisk islam, og derfor vil det umiddelbart være fristende for en demokrati-elskende, islam-forskrækket vesterlænding at satse på et godt valg for oppositionspartierne. De er nemlig erklærede vogtere af Tyrkiets verdslige samfundsorden, hvor religion og politik er skarpt adskilt.

Men som det gælder for så mange andre forhold i det store land på grænsen mellem Europa og Asien, er virkeligheden ikke helt så sort/hvid. For som mange vestlige medier herunder aviserne The Guardian, Washington Post og ugemagasinerne Economist og Newsweek bemærker på forskellig vis, så er det ikke først og fremmest regeringspartiet AKP, men derimod de to nationalistiske oppositionspartier, der truer det tyrkiske demokrati.

Bånd til militæret
De to oppositionspartier, der hver ventes at få mellem 10 og 20 procent af stemmerne, er Republikansk Folkeparti (CHP) og Den Nationalistiske Bevægelses Parti (MHP), der har stærke bånd til det tyrkiske militær. De tyrkiske generaler har flere gange kortsluttet det tyrkiske demokrati ved at kuppe sig til magten eller true med at gøre det som det skete senest for tre måneder siden, hvor militæret kraftigt modsatte sig AKP-regeringens forsøg på at erobre præsidentposten.

CHP er stærkt kritisk over for tyrkisk EU-medlemskab, og MHP er åbenlys modstander, og nogle af argumenterne går på, at EU truer den tyrkiske stat, fordi EU vil give landets mindretal ikke mindst kurderne rettigheder, som CHP og MHP ikke kan acceptere.

Republikansk Folkeparti er på papiret socialdemokratisk, men i sidste måned besluttede Socialistisk Internationale (SI), der er den internationale organisation af socialdemokratiske partier, at undersøge, om der er grundlag for ekskludere CHP. Baggrunden er blandt andet CHPs »nationalistiske retorik« og partiets stiltiende støtte til militærets direkte indblanding i politik.

Samtidig har CPH, der som det eneste oppositionsparti passerede spærregrænsen ved det seneste parlamentsvalg i 2002, ved flere lejligheder modsat sig de EU-relaterede reformer, som AKP-regeringen i de seneste år har gennemført og forsøgt at gennemføre.

Islamisk ulv i fåreklæder
Men kan man nu stole på, at Partiet for Retfærdighed og Udvikling med den karismatiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, i spidsen reelt har kappet sine islamiske rødder? Eller er Erdogan i virkeligheden en islamisk ulv i fåreklæder, der vil indføre sharia i Tyrkiet, sådan som landets verdslige kræfter hævder?

Svaret er lidt af en trossag. Lidt på samme måde som om man tror på, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har forkastet sine ultraliberalistiske holdninger. Både blandt europæiske, amerikanske og tyrkiske iagttagere er der mange, der hæfter sig ved den konkrete politik, som premierminister Erdogan og AKP har gennemført i de seneste fem år, hvor de har haft magten i Tyrkiet. Og her er der ikke megen sharia at spore.

Tværtimod har AKP-regeringen i et tempo, der har imponeret, fået gennemført en stribe af reformer som krævet af EU i forbindelse med optagelsesforhandlingerne. Det var således ikke i alle årtierne med de sekulære partier ved magten, men først efter at »islamisterne« erobrede den i 2002, at der kom skred i reformerne til fordel for Tyrkiets kvinder.

AKPs modstandere nævner gerne et kontroversielt forslag om at ville kriminalisere utroskab og et forsøg fra Erdogans side på at give studerende ved Tyrkiet koranskoler en mere smidig adgang til landets universiteter, når de skal pege på AKPs sande islamiske dagsorden. Men begge forslag blev trukket tilbage, og i den nu næsten afsluttede valgkamp har Erdogan og AKP ikke fremturet med et valgløfte, der ellers ligger partiet stærkt på sinde, og som ville falde i mange vælgeres smag: Det drejer sig om tørklædet eller rettere det tyrkiske forbud mod, at kvinderne bærer tørklæde i offentlige bygninger. Det forbud vil AKP gerne have ophævet, men indtil videre holder man sig altså tilbage til stor irritation for de mest religiøse kræfter i partiets bagland, der også er kritiske af andre grunde. Blandt andet fordi ingen af de 62 kvindelige kandidater, som AKP-ledelsen har udpeget, bærer hovedtørklæde, og fordi partibosserne har skiftet flere af de mest religiøst konservative kandidater ud med mere moderate og moderne typer.

Tørklæde som rettighed
Tørklædestriden kan da også anskues fra en anden synsvinkel end en islamisk. For ligesom AKP-regeringens mange EU-relaterede reformer i hvert fald på papiret sikrer de verdslige tyrkeres ikke-religiøse menneskerettigheder, så kan ønsket om at afskaffe tørklædebegrænsningerne ses som et forsøg på at sikre de religiøse tyrkiske kvinders rettigheder.

På den måde kan dagens parlamentsvalg ses som et opgør mellem det gamle og det nye Tyrkiet. På den ene side de verdslige kræfter, der har været toneangivende i Tyrkiet siden landsfaderen Kemal Atatürks sekulære revolution i 1920erne, og som vil bevare status quo. På den anden side det religiøse Tyrkiet, der udfordrer den herskende orden og i en vis forstand vil modernisere den, men inden for demokratiets rammer.

Det sidste er ikke mindst interessant i forhold til de langt mere islamiske kræfter, der i andre muslimske lande vil til fadet.