Tyrkiet vil fængsle Amnesty-aktivister i op til 15 år

Amnesty Internationals landechef i Tyrkiet er blandt 11 aktivister, der anklages for at støtte terrorgrupper.

Amnesty Internationals landechef i Tyrkiet er blandt 11 aktivister, der anklages for at støtte terrorgrupper. / AFP PHOTO / John MACDOUGALL Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN MACDOUGALL

Istanbul. Tyrkiske anklagere kræver op til 15 års fængsel i en sag, hvor 11 aktivister fra menneskerettighedsgruppen Amnesty International beskyldes for at støtte terrorgrupper.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Blandt de tiltalte er Amnesty Internationals landechef i Tyrkiet, Idil Eser.

Desuden er der en tysk statsborger og en svensk statsborger. De er blevet tiltalt for at »hjælpe en bevæbnet terrorgruppe«, rapporterer det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

Der har været undtagelsestilstand i Tyrkiet siden et forsøg på et militærkup i juli 2016.

Det giver regeringen og præsident Recep Tayyip Erdogan ekstra magtbeføjelser.

Over 50.000 er siden blevet anholdt. Flere end 140.000 er afskediget fra deres job eller suspenderet. Over 160 medier er blevet lukket, og 2500 journalister og mediearbejdere er blevet fyret fra deres job.

/ritzau/