Tyrkiet sender amerikansk IS-jihadist ud af landet

Som varslet har Tyrkiet mandag taget hul på at sende udenlandske jihadister fra Islamisk Stat ud af landet.

Tyrkiet har mandag sendt en amerikansk statsborger, der har kæmpet for den militante gruppe Islamisk Stat (IS), ud af landet.

Det oplyser en talsmand fra det tyrkiske indenrigsministerium.

»En amerikansk terrorist, hvis retsproces er færdiggjort, er blevet sendt ud af landet,« siger talsmanden, Ismail Catakli.

Tyrkiets indenrigsminister, Suleyman Soylu, meddelte i sidste uge, at man mandag ville begynde at sende IS-jihadister til deres hjemlande - også selv om de skulle have fået inddraget deres statsborgerskab i de pågældende lande.

Det forlyder mandag desuden, at syv tyske IS-jihadister inden længe vil blive sendt ud af landet. Det sker 14. november, siger talsmanden.

Tyrkiet har planer om at hjemsende omkring 2500 IS-jihadister. Størstedelen vil blive sendt til EU-lande, siger den tyrkiske statslige tv-station TRT Haber.

/ritzau/Reuters