Anklagemyndigheden i Tyrkiet rejser tiltale om svindel mod Istanbuls fængslede borgmester, Ekrem Imamoglu, og 401 andre personer.
Det skriver Reuters.
Ifølge anklageren dækker svindlen en periode på ti år og et beløb på 160 milliarder tyrkiske lira. Det svarer til 24 milliarder danske kroner.
Anklageren går desuden efter en fængselsstraf på mere end 2000 år for borgmesteren.
Der er blevet rejst 142 tiltaler mod ham, viser retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet AFP.
Blandt andet er han tiltalt for at lede en kriminel organisation, bestikkelse, underslæb, hvidvask af penge og afpresning.
Imamoglu har siddet varetægtsfængslet siden marts i forbindelse med korruptionsanklager.
Både Imamoglus parti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), og den øvrige opposition mener i lighed med menneskerettighedsorganisationer og flere vestlige lande, at sagen mod Imamoglu er politisk motiveret.
De ser det som et forsøg på at fjerne en potentiel trussel mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
CHP er det største oppositionsparti i landet, og Imamoglu er partiets præsidentkandidat ved det kommende valg i 2028. Han regnes for at være den største rival til Erdogan.
Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) er Erdogans parti. Det er islamisk konservativt, mens CHP er sekulært.
CHP vandt en stor sejr over AKP ved de tyrkiske lokalvalg i 2024 og har generelt haft fremgang i meningsmålingerne.
Flere europæiske landes udenrigsministre har tidligere kritiseret anholdelsen af Imamoglu, herunder også Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).
Anholdelsen og den efterfølgende fængsling af Istanbul-borgmesteren udløste de største demonstrationer i Tyrkiet i over et årti.
Den tyrkiske regering afviser at have nogen indflydelse på retsvæsnet og siger, at domstolene er uafhængige.
Foruden svindelanklagerne kører tyrkiske anklagere sideløbende flere sager mod Imamoglu.
Så sent som i slutningen af oktober blev Imamoglu anklaget for politisk spionage.
I juli blev han desuden idømt et år og otte måneders fængsel for ærekrænkelser mod en chefanklager.
/ritzau/
