Tyrkiet og Rusland indleder patruljering i Syrien fredag

Kurdisk milits har endnu ikke trukket sig ud af zone ved syrisk grænse, siger Tyrkiets præsident.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at de fælles patruljer med Rusland i det nordlige Syrien vil gå i gang fredag. Fold sammen
Læs mere
Foto: TURKISH PRESIDENTIAL PRESS OFFIC

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at de fælles patruljer med Rusland i det nordlige Syrien vil gå i gang fredag.

Han siger samtidig, at den kurdiske milits YPG endnu ikke har afsluttet sin tilbagetrækning fra et 30 kilometer bredt bælte ved Syriens nordlige grænse.

Rusland har ellers forsikret om, at det allerede er sket.

Erdogan siger, at Tyrkiet forbeholder sig retten til at indlede et nyt militært angreb på YPG.

Han siger, at de fælles russisk-tyrkiske militærpatruljer vil blive påbegyndt inden for en zone, der ligger syv kilometer fra grænsen til Tyrkiet.

Tyrkiet indledte tidligere på måneden en offensiv ind i det nordvestlige Syrien for at uskadeliggøre YPG, der af den tyrkiske regering omtales som »terrorister«.

Kurderne har imidlertid væres USA's allierede i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

Til overraskelse for kurderne meddelte præsident Donald Trump tidligere på måneden, at USA dropper de tætte forbindelser til kurderne. De tilbageværende amerikanske styrker i de kurdiske områder blev trukket væk.

Det blev af mange eksperter set som et tegn til Erdogan, at han havde en fri bane til at sende den tyrkiske hær ind i Syrien.

/ritzau/Reuters