Tyrkiet kræver no-fly-zone efter dødeligt luftangreb

Internationalt samfund må beskytte civile og indføre flyveforbud over syrisk provins, siger tyrkisk talsmand.

Børn af internt fordrevne syrere foran deres telt i en flygtningelejr i den syriske provins Idlib. Umit Bektas/Reuters

Tyrkiet vil have en flyveforbudszone over den syriske provins Idlib, hvor 33 tyrkiske soldater er dræbt ved et luftangreb torsdag.

Tyrkiet siger, at angrebet mod soldaterne blev udført af det syriske luftvåben. Men også russiske fly har gennem flere måneder deltaget i angreb fra luften mod den syriske enklave.

Natos ambassadører er indkaldt til et møde fredag for at drøfte situationen efter luftangrebet.

»Det internationale samfund må handle for at beskytte civile ved at indføre en no-fly-zone,« skriver Fahrettin Altun, der er den tyrkiske præsident kommunikationschef, på Twitter.

Den syriske hær har siden december - støttet af russiske luftangreb - bid for bid erobret områder af Idlib, der ligger i det nordvestlige Syrien.

Det har tvunget tæt på en million mennesker til at flygte fra deres hjem og lejre, hvor de lever under kolde og miserable forhold.

»Millioner af civile er blevet bombet fra luften i månedsvis nu. Infrastruktur, herunder skoler og hospitaler, er systematisk gjort til mål af regimet. Det er et folkedrab, der langsomt er i gang for øjnene af os.«

»De, som har samvittighed og værdighed, sig noget,« lyder opfordringen fra Altun.

/ritzau/AFP