Tyrkiske myndigheder har tilbageholdt hustruen til den dræbte leder af den militante bevægelse Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi.
Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Abu Bakr al-Baghdadi blev dræbt under en amerikansk militæraktion i det nordlige Syrien 27. oktober.
Præsident Erdogan giver ingen detaljer om, hvornår og hvordan IS-lederens hustru er blevet tilbageholdt.
»Baghdadi gjorde det af med sig selv i en tunnel. USA har iværksat en stor kommunikationskampagne om det,« siger Erdogan og tilføjer:
»Vi har fanget hans kone. Men vi gjorde ikke noget stort nummer ud af det. Jeg annoncerer det for første gang i dag.«
Det vides ifølge nyhedsbureauet dpa ikke, om Baghdadis hustru blev tilbageholdt i forbindelse med aktionen mod Baghdadis skjulested.
/ritzau/dpa