Tyrkiet angriber PKK i Irak

Tyrkiets hær siger, at den har påført PKK "svære tab" i det nordlige Irak.

Den tyrkiske hær gik lørdag ind i det nordlige Irak for at bekæmpe PKK-oprørere.

I en erklæring oplyste hæren, at den har påført en gruppe på omkring 50 PKK-oprørere "svære tab".

Meddelelsen kom dagen efter, at Tyrkiets regering oplyste, at den har givet landets væbnede styrker bemyndigelse til at gennemføre angreb ind over grænsen til Irak i jagten på kurdiske oprørere.

Trods amerikansk og irakisk modstand har Tyrkiet i flere måneder truet med at føre krigen mod medlemmer af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) ind på irakisk område.

Der var ikke umiddelbart oplysninger om, hvor omfattende den tyrkiske offensiv i området er.

Tyrkiet har udstationeret henved 100.000 soldater nær den irakiske grænse.

Tyrkiets offensiv over for PKK kommer i kølvandet på en række dødelige PKK-angreb på tyrkiske styrker.

/ritzau/Reuters