MOSKVA Ramzan Kadyrov er klædt i en lys sommerskjorte. Han ligger i græsset og holder om sin treårige søn med en muskuløs arm. Omkring ham sidder hans døtre i deres fineste kjoler.

Ramzan Kadyrov foran spejlet med håndvægte. Smørret grin.

 Ramzan Kadyrov ved et bord, der bugner af fyldte fade. »Det er altid skønt at besøge mor,« lyder hans kommentar efterfulgt af syv-otte smileyer.

Han virker helt rar, denne Ramzan Kadyrov. Familiemenneske. Sportslig. Helt almindelig. Indtil man klikker videre i billedstrømmen.

Pludselig ser man familiefaderen holde om en tigers enorme pote med sine bare næver.

Billedet er taget i baghaven til Ramzan Kadyrovs regeringspalads, hvor han har sin private samling af rovdyr i bure på rad og række.

Han er ikke en tilfældig hyggeonkel. Han har været enehersker i den krigsarrede russiske region Tjetjenien, siden han blev indsat på posten af den russiske præsident, Vladimir Putin, i 2007. Han står i spidsen for en privat hær, der anklages for husafbrændinger, bortførelser, mord og tortur. Han har offentligt truet lokale menneskeretsaktivister, hvoraf én kort efter blev bortført fra et busstoppested i hovedbyen Grosnyj og senere fundet dræbt.

Det fremgår dog ikke af den digitale strøm på billedtjenesten Instagram. Her er end ikke – ved første øjekast – en eneste kritisk kommentar. I stedet kan Kadyrovs over 50.000 digitale følgere klikke på det lille hjerte og »like« billedet af den tjetjenske hersker, der står dér under et kastanjetræ i flor.

»Et smukt billede af en rigtig mand! Sund og blomstrende!« lyder en af de kommentarer, der har fået lov til at blive stående.

Det er en parallelverden i simulerede polaroidfarver. Det er også en intim verden. Det er et indblik i privatsfæren hos en type af magthavere, der på disse kanter plejede at demonstrere deres vælde ved at fremstå formelle og uopnåelige. Nu kan alle se Ramzan Kadyrov ligge med åben mund hos tandlægen eller følge Gulnara Karimova, ambassadør og datter af Usbekistans diktator, mens hun dyrker yoga.

Det er ikke så mærkeligt, som det måske lyder. En ny generation af magthavere i ikke-demokratiske lande følger sådan set blot i halen på så mange andre politikere, paver og popstjerner. De forsøger at nå et publikum med et medie, der fordrer nærhed. Fra Barack Obamas topprofessionelle PR-maskine, der fylder Twitter med familiebilleder og kække håndtegn, til hjemlige folketingsmedlemmer, der må tage tørre tæsk for en lidt for hastig Facebook-opdatering.

Men spørgsmålet er, hvad der sker, når de friske opdateringer kommer fra folk, der har uindskrænket kontrol med et statsligt magtapparat. Og fra folk, hvis kritikere ofte kommer galt af sted.

Under billedet af Kadyrov hos tandlægen er det ikke hans mulige tandlægeskræk, der bliver debatteret. Det er tandlægens angst for Kadyrov.

»Forestil dig, hvordan tandlægen ryster på hænderne!« skriver en bruger.

For uanset hjerter og »likes« er de hastige opdateringer på Twitter og Instagram samtidig blodig alvor. For få måneder siden udløste en Twitter-besked fra Aserbajdsjans diktatoriske præsident, Ilham Aliyev, en frygt for fornyet krig i Kaukasus på kanten af Europa.

»Armenien er et værdiløst land. Det er faktisk en koloni, en forpost regeret fra udlandet, et område kunstigt skabt på aserbajdsjansk jord,« lød herskerens tirade mod nabolandet.

Den spredte sig med lynets hast gennem cyberspace og var medvirkende til, at internationale organisationer udsendte varsler om mulige krigshandlinger i den særdeles sprængfarlige region.

Andre forsøger modsat at nedtone deres egen magt. Gulnara Karimova er det centralasiatiske land Usbekistans FN-ambassadør i Geneve. Og som datter af landets despot gennem mere end 20 år, Islam Karimov, er hun en nøgleperson i et af verdens mest undertrykkende regimer. På Twitter skriver hun helst om yoga, modeopvisninger, smykkedesign. Ligesom Kadyrov har hun desuden poseret sammen med den fransk-fødte skuespiller Gerard Depardieu, der vendte ryggen til Frankrig og blev russisk statsborger for to måneder siden.

På Twitter kan man imidlertid ikke luge ud i kritiske kommentarer. Kun svare på dem. Så midt mellem sine glitrende jetset-opdateringer gik Karimova i december til angreb på to britiske forskere, der vovede at udtale sig kritisk om manglen på ytringsfrihed i Usbekistan.

40-årige Karimova, der også forsøger at lancere sig selv som engleagtig popsanger under navnet Googoosha, holdt sig ikke tilbage. Hun kaldte en af de to forskere for »fed« og mente, at de to akademikere var et resultat af incest.

Den offentlige reaktion var ikke med hende. Endnu flere aktivister og bloggere begyndte at dynge hende til med spørgsmål. Andrew Stroehlein fra tænketanken »International Crisis Group« bad Karimova forholde sig til brugen af tortur i usbekiske fængsler, tvangsarbejde i bomuldsindustrien og nedskydning af flere hundrede demonstranter i 2005.

»Det kan være, du ikke kan lide mine svar alligevel. :)« skrev Karimova efter en udveksling på mere end 50 Twitter-beskeder. For første gang i lang tid var hun blevet tvunget til at forholde sig til menneskeretssituationen i landet, siger Andrew Stroehlein.

»Jeg ville påpege, at hun ikke bare er en person, der dyrker yoga og designer smykker. Hun er en del af et regime, der systematisk torturerer folk. Og imens forsøger hun at skabe et image af harmløshed,« forklarer Stroehlein om grunden til, at han indledte den bemærkelsesværdige dialog.

Sociale medier har gjort det muligt at konfrontere udemokratiske ledere, der er vant til, at lokale aviser og TV-stationer er underlagt total kontrol, mener han.

»Hvis man er på de sociale medier, så må man forvente, at man bliver sagt imod,« siger Andrew Stroehlein.

Det er den slags offentlig udluftning, der har gødet forhåbninger om, at nettets anarki kan blæse diktatoriske magthavere omkuld med blot en storm af klik. Optimismen blomstrede især i tiden efter det »Arabiske Forår« i Mellemøsten og Hosni Mubaraks fald Egypten, der en overgang blev kaldt »Facebook-revolutionen«. Men regimernes egen brug af sociale medier vil givetvis øges i de kommende år, mener en af de fremmeste iagttagere af de nye mediers opblomstring i tidligere sovjetlande.

»Det er et værktøj, der i nogle tilfælde kan bruges til at åbne regeringsførelsen op. Men værktøjet kan også formes og bruges af systemet,« siger Ivan Sigal, der er direktør for nyhedstjenesten Global Voices.

Magthavere kan bruge sociale medier til både propaganda og overvågning. Det folkelige image kan styrkes med automatiserede brugerkonti, såkaldte »bots«, og betalte bloggere, der skriver pænt om lederen. Og de sociale medier åbner en guldgrube af muligheder for indhentning af oplysninger om borgere til brug for sikkerhedspoliti og myndigheder.

Det fremmeste eksempel er Kina, men samme tendens ses i stigende grad i Rusland, hvor avanceret teknologi nu sættes til at overvåge trafik og ellers private beskeder på sociale medier. Og det gælder i høj grad magthaverne i Aserbajdsjan, hvor folk er blevet kaldt til afhøringer, blot fordi de havde klikket »like« til en karikaturtegning af den enevældige leder, Ilham Aliyev.

Det kræver dog hårdt arbejde at styre det ustyrlige. På Twitter spørges Ramzan Kadyrov ofte til de myrdede menneskeretsaktivister, til tortur og til bortførelser. Han svarer ikke. Og følger man kommentarerne under de hyggelige familiebilleder, opdager man snart, at alle kritiske udbrud forsvinder. Ofte inden for få minutter.

»Hvem sletter kommentarer her?« spurgte brugeren »adamzstvo« under billedet af den smilende Kadyrov på besøg på en skole.

Nu er kommentaren væk.