Beredskabet på Kinas østkyst har søndag morgen taget gravemaskiner og motorsave i brug for at rydde gaderne for væltede træer, efter at tyfonen Bavi sent lørdag aften gik i land i området.

Tyfonen er den hidtil kraftigste i Kina i år.

Lige knap to millioner blev evakueret forud for Bavis ankomst til den kinesiske østkyst. De fleste er blevet flyttet fra Zhejiang-provinsen.

Tyfonen har udløst jordskred og oversvømmet flere steder. Søndag morgen er tyfonen blevet nedgraderet til en såkaldt tropisk storm.

Meteorologer advarer om, at uvejret, der spænder over et område på størrelse med Frankrig, kan resultere i langvarig og udbredt regn over det østlige og nordlige Kina.

Bavi gik i land ved kystbyen Yuhuan i Zhejiang-provinsen lørdag omkring klokken 23.20 lokal tid.

I storbyen Yueqing er mere end 1300 træer væltet. Mere end halvdelen af dem blev revet op med rode, lyder det fra den statslige tv-station CCTV.

I den nordlige, bjergrige del af byen viser en video fra tv-stationen et jordskred, hvor store sten vælter ned på en bjergvej, mens floder går over deres bredder.

På sin vej mod Kina passerede Bavi lørdag nord om Taiwan, hvor store dele af øen blev ramt af kraftig blæst og regn. I øens nordlige amt Miaoli faldt der næsten 80 centimeter regn.

Brandvæsnet i Taiwan oplyser søndag, at 134 personer er kommet til skade under uvejret. Størstedelen af dem er væltet på deres motorcykler, væltet på anden vis eller er blevet ramt af genstande. Der er ingen meldinger om dræbte i Taiwan.

Der er tidligt søndag morgen ingen meldinger om, hvorvidt der er dræbte eller kvæstede i Kina.

I Filippinerne steg dødstallet som følge af jordskred og andre hændelser udløst af den kraftige regn fra Bavi lørdag til 18. Det skriver nyhedsbureauet AFP. De fleste omkom på den sydlige ø Mindanao.

RITZAU/Reuters