Twitter skjuler »voldsforherligende« Trump-tweet: Truer han med at skyde på demonstranter?

På Twitter skriver Donald Trump om, at der kan begynde skyderier i Minneapolis, hvor massevis af demonstranter protesterer mod politivold. Men Twitter har øjeblikkeligt skjult tweetet.

 
George Floyd mistede livet, efter at en hvid politibetjent sad med sit knæ på han hals. Video: CNN/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da Donald Trump fredag morgen sendte to tweets ud, blev det ene øjeblikkeligt skjult af Twitter.

Det var »voldsforherligende«, stod der i den advarsel, der dækkede over teksten. Vælger man at klikke sig frem til at få teksten vist, får man at se hvorfor:

Præsidenten truer med at sætte hæren ind i Minneapolis' gader og nævner, at der også kan opstå skyderier. I de seneste tre dage har demonstranter protesteret i Minneapolis, efter at en 46-årig ubevæbnet sort mand er død i politiets varetægt. Natten til fredag satte demonstranterne ild til en politistation, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Præsident Donald Trumps Twitter-strid fortsætter. Nu har det sociale medie skjult et af hans tweets, fordi det er »voldsforherligende«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

»Disse FORBRYDERE vanærer George Floyds minde, og det vil jeg ikke tillade,« skriver han, inden han truer med at sætte nationalgarden ind og få kontrol over protesterne selv.

Skærmfoto af, hvordan præsident Trumps tweets vises på Twitter. Fold sammen
Læs mere

Forsøger andre brugere at dele sidstnævnte tweet, deler de blot beskeden om, at tweetet »overtræder reglerne« – og det er heller ikke muligt at se, hvor mange gange det er blevet retweetet.

George Floyd er navnet på den 46-årige mand, som døde tidligere på ugen, efter at en hvid politibetjent pressede sit knæ mod hans hals, mens han lå i håndjern på asfalten i otte minutter. Hændelsen blev filmet, og videoen har siden antændt det oprør, som nu har bredt sig til flere amerikanske byer.

I Minneapolis er nogle demonstranter også begyndt at smadre butiksruder og stjæle varer. Og det er formentlig det, der får Donald Trump til at skrive den sætning, som hans tweet formentlig er blevet skjult for:

»When the looting starts, the shooting starts,« skriver han. Altså løst oversat: Når tyverierne begynder, åbnes der ild.

I 1967 sagde Miamis tidligere politichef Walter Headley nøjagtigt de samme ord, inden han året efter tillod politiet at åbne ild mod sorte demonstranter forud for det republikanske konvent samme år.

Og præsident Donald Trump har fået øjeblikkelig kritik for at bruge ordene igen i 2020, fordi det kan forstås som en trussel om, at han vil skyde sin egen befolkning ned. Andre mener, at han henviser til, at amerikanerne i forbindelse med røverierne vil begynde at åbne ild mod hinanden.

»Jeg kan ikke længere stå til og se, hvad der sker med en stor, amerikansk by, Minneapolis,« skriver han i det første ucensurerede tweet:

»Enten tager den venstreradikale borgmester, Jacob Frey, sig sammen og får kontrol over byen, eller jeg sender nationalgarden ind og gør arbejdet ordentligt.«

Minnesotas guvernør, Tim Waltz, satte allerede 500 soldater fra nationalgarden ind i kampen mod demonstranterne torsdag. Præsident Trump har tidligere fordømt George Floyds død og lovet, at både justitsministeriet og FBI vil undersøge sagen.

Men han har tidligere haft kontroverser med den demokratiske borgmester i Minneapolis, Jacob Frey, ligesom politiet i byen åbent erklærede sig som Trump-tilhængere i fjor, da de begyndte at sælge T-shirts, hvorpå der stod: »Betjente for Trump«.

At Twitter har valgt at censurere hans ene tweet, falder formentlig ikke i god jord hos præsidenten, som i de seneste dage har harceleret over netop Twitter for at censurere konservative stemmer på dets medieplatform.

Torsdag gik han i krig med Twitter ved at introducere en præsidentiel ordre, som skal fjerne den beskyttelse, som sociale medier nyder. Det skete, efter at Twitter forleden markerede et par af hans tweets som vildledende.