Tweets viser iranere bryde ind på saudi-ambassade

Iranerne protesterer over, at Saudi-Arabien har henrettet den højtstående shiamuslimske leder Nimr al-Nimr.

Læs mere
Fold sammen

Teheran: Iranske demonstranter er brudt ind på den Saudi Arabiske ambassade i Teheran. Det viser tweets ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På Twitter kan man se demonstranter sætte ild til bygningen. De demonstrerer over Saudi-Arabiens henrettelse af den højtstående shiamuslimske leder Nimr al-Nimr lørdag.

Det er blandt andet iranske journalister fra nyhedsbureauer og aviser, som har delt billeder på Twitter. Reuters har endnu ikke kunnet verificere bilederne. Ifølge nyhedsbureauet viser efterfølgende tweets, at politiet fjerner demonstranter fra ambassaden.

Saudi-Arabien har lørdag halshugget 47 dømte terrorister, heriblandt Nimr al-Nimr og tre andre shiamuslimer.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har på Twitter lørdag skrevet en hyldest til Nimr.

- Vækkelse kan ikke undertrykkes, hedder det i tweedet fra Khameneis engelsksprogede twitterkonto ved siden af et fotografi af Nimr.

Khameneis website har også et billede, der sammenligner Saudi-Arabien med ekstremistgruppen Islamisk Stat, som hævdes begge at henrette deres modstandere.

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, har lørdag på sin officielle Facebook-konto sagt, at henrettelsen af Nimr vil have følgevirkninger for hele regionen:

- Det voldsomme chok over nyheden om henrettelsen vil ikke føre til andet end mere ødelæggelse.

- Overtrædelse af menneskerettigheder vil få konsekvenser for sikkerheden, stabiliteten og det sociale netværk blandt folk i regionen, tilføjer han.

/ritzau/Reuters