"Jimmy Kimmel Live" vender fredag tilbage på skærmen i hele USA, efter at tv-selskaberne Nexstar og Sinclair har afsluttet en boykot af programmet.

Det oplyser tv-selskaberne fredag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Programmet vendte i denne uge tilbage på skærmen i dele af USA, efter Disney, der ejer ABC, onsdag i sidste uge meldte ud, at man stoppede produktionen af talkshowet.

Produktionen blev stoppet efter Kimmels udtalelser om drabet på den konservative aktivist Charlie Kirk.

I den forbindelse gjorde Kimmel grin med støtter af præsident Donald Trump og med præsidenten selv.

Tirsdag vendte showet dog tilbage på skærmen i dele af USA efter flere dage med heftig kritik.

Men både Sinclair og Nexstar afviste tidligere på ugen at genoptage visningerne af programmet på lokale ABC-tilknyttede tv-kanaler, som tv-selskaberne ejer.

Samlet set dækker kanalerne ifølge Reuters 23 procent af de amerikanske husstande.

Både Sinclair og Nexstar har de seneste dage været under pres fra blandt andet amerikanske politikere, og fredag fik piben så en anden lyd.

Sinclair var den første af de to tv-selskaber til at meddele, at Kimmel ville vende tilbage til selskabets tv-kanaler.

- Vores mål har gennem hele den her proces været at sikre, at programmerne forbliver nøjagtige og engagerende for det bredest mulige publikum, lød det fra tv-selskabet fredag.

Kort tid efter fulgte Nexstar trop.

- Vi har haft drøftelser med ledelsen hos Disney og værdsætter deres konstruktive tilgang til at imødekomme vores bekymringer, skriver Nexstar i en udtalelse ifølge AFP.

Kimmels talkshow, som er blandt de største i USA, produceres af tv-stationen ABC, der er ejet af Disney.

Begge virksomheder er blevet voldsomt kritiseret af både politikere og kendisser de seneste dage.

Kritikerne mener, at det var en krænkelse af ytringsfriheden at stoppe talkshowet.

/ritzau/