Tv-lægen Oz lover mirakler og magi

Han bliver kaldt »Amerikas læge«, og han har millioner af seere. Men Mehmet Oz er fuld af fidus, siger kritikerne. Sagen mod ham er en sag om det postfaktuelle samfund, hvor vi alle opfinder vores egne kendsgerninger.

Dr. Mehmet Oz poserer med sin friskvundne Emmy-statuette, som han modtog i kategorien »Outstanding Informative Talk Show« ved Emmy-prisuddelingen i 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADRIAN SANCHEZ-GONZALEZ

Kun sjældent skriver en senatshøring sig ind i hverdagen, og endnu mere sjældent skriver den sig ind i historien. Men opgøret mellem de to mennesker gjorde.

Det var i juni sidste år, og umiddelbart lignede det et slag med slagside. For vidnet var ikke hvem som helst – men det var senatoren. Vidnet var »Amerikas doktor«, en kirurg og TV-vært med tilsyneladende grænseløs empati og ubestikkelighed, og hun var en ukendt senator fra en af de stater, som amerikanerne flyver over. Han havde tre mio. daglige seere og solede sig på forsiden af alle de store magasiner, mens hun hutlede sig til genvalg og optrådte med samme udstråling som et »før«-billede fra et dameblad.

Men undervejs i høringen skete der noget.

For senator Claire McCaskill havde gjort sit forarbejde. Hun havde bevæbnet sig med noget så gammeldags som kendsgerninger, og hun dissekerede kirurgen med en skalpels præcision. Med monoton stemmeføring konfronterede hun Mehmet Oz med hans ord på TV, og han forsøgte at charmere sig frem med sin bedste lægestemme og en retorisk arm om skulderen på hende. Men McCaskill kiggede bare over brillerne og konfronterede ham på ny, og til sidst sad han som en charmeløs klud.

»Det var ydmygende for den store og mægtige Oz,« skrev en læge bagefter på sin blog.

Og det var det.

Postfaktuelle kendsgerninger

I en postfaktuel tid er kendsgerninger ikke, hvad de har været. I en postfaktuel tid vælger vi med et klik på internettet de kendsgerninger, der matcher vores meninger og helt uden hensyntagen til, om der er tale om den slags kendsgerninger, som kan verificeres.

Obama er ikke født i USA? Klik.

MFR-vaccinen fører til autisme? Klik.

Klimaforandring er en sammensværgelse? Klik.

Antidepressiva er farlig? Klik.

CIA stod bag 9/11? Klik.

Mobiltelefoner fører til lav fertilitet? Klik.

Den amerikanske regering skabte HIV? Klik.

Ofte har de postfaktuelle kendsgerninger en appel, som deres empiriske kolleger ikke har – fordi de i sagens natur springer alle mellemregninger over og går lige til et fascinerende facit. I USA er antallet af autisme-diagnoser f.eks. 45-doblet siden 1975. I samme periode er MFR-vaccinen slået igennem. Ergo må vaccinen være skyld i autismen. Sådan en logik ville dumpe på enhver højere læreanstalt, fordi årsag og virkning er trukket lige ud af næsen, og fordi alle undersøgelser afviser sammenhængen. Men påstanden finder sit eget rum på internettet og nærer sig selv, og pludselig oplever den vestlige verden fra Californien til Berlin igen mæslingeudbrud, fordi børn ikke bliver vaccineret.

Det er den verden, som Mehmet Oz regerer i.

Kvaksalver?

En kritiker – en anden læge – kalder ham konsekvent for »Amerikas kvaksalver«, men Mehmet Oz er ikke en kvaksalver. Ikke af baggrund.

Tværtimod har han en uddannelse, som giver genlyd af hæleklik på lægegangen. Han har dobbeltgrader i medicin og MBA fra Harvard og University of Pennsylvania, han er professor i hjertekirurgi på Columbia University, hver torsdag foretager han hjerteoperationer på New York-Presbyterian Hospital, og han kunne i dag have været medlem af sit fags allerhelligste haller – kendt, men ikke så kendt, rig, men ikke så rig, indflydelsesrig, men ikke »Dr. Oz«.

I et portræt i New Yorker i 2013 fortalte han, hvorfor han valgte at forlade den snorlige vej og blive, hvad han blev. Han nævnte sin svigerfar som inspirator og sin kone som facillitator. Svigerfaderen var en kirurg, som blev kendt i sin tid for at gå uden for de snævre rammer, og som bl.a. – som noget nyt dengang – talte om kost, motion og en positiv attitude som afgørende for sundhed. Den unge Mehmet Oz sugede det til sig, skriver New Yorker.

Fru Mehmet Oz – Liza Oz – så mulighederne i det. Liza Oz er en effen PR-konsulent, en veganer, en discipel af økologisk mad og en vaccinemodstander med sans for TV, og som hun sagde til magasinet: Hvis Mehmet fik sit eget TV-show, kunne hun få et job som producer og »bosse ham rundt«, og de to kunne sammen udbrede det holistiske budskab om krop og sjæl, kost og mentalenergi, vestlig og alternativ medicin.

Hun kendte en chef på Discovery Channel, som gjorde Oz til vært i en række udsendelser, TV-gudinden Oprah Winfrey øjnede hans skærmtække og gjorde ham til huslæge i sit program, og på opfordring fra Liza Oz gav hun ham tilnavnet »Amerikas doktor«, og i 2009 gav Winfreys produktionsselskab ham et solo-show – »The Dr. Oz Show«.

Siden har han været på lister som »de 100 mest magtfulde mennesker i verden« og »de 75 mest magtfulde mennesker i det 21. århundrede«, og i Davos blev han hyldet som en af »fremtidens globale ledere«. Og han er ikke havnet på de pågældende lister, fordi han er en talende kittel, men fordi han giver den som en healer, der tilfældigvis går i kittel.

Hans ord i New Yorker rammer hans filosofi: »Jeg forsøger at gøre, hvad vores forfædre gjorde for 1.000 år siden – de boede i små landsbyer, hvor der altid var en healer, og hans job var ikke at foretage hjerteoperationer eller give medicin; hans job var at sørge for, at beboerne havde et trygt sted at tale sammen.«

Og det er ikke alt i medicin, der kan verificeres, sagde han, og hvis noget får folk »til at føle sig godt tilpas«, så virker det, uanset om videnskaben siger, at det ikke virker. Så derfor anbefaler han ekstrakt fra grønne kaffebønner, han anbefaler rød palmeolie, han anbefaler hindbærketoner, zinkpiller, jordnøddesmør, marietidsler, garcinia, neti potter, japansk håndspålæggelse, hyaluronsyre og tangcreme. Og han anbefaler det, fordi han tror, at det virker mod rynker, mod fedme, mod aldring, mod dårligt humør, mod hårtab og beskidte nyrer, og han anbefaler det ikke bare med forsigtige vendinger, men med ord som »mirakel«, »gennembrud«, »magisk«, »trylleri«, »revolutionerende«, »fantastisk« og »skriv det ned«! Og seerne ikke bare skriver det ned, de køber det, som Slate har beskrevet. Salget af neti potter til sinusrensning steg f.eks. med 12.000 pct. efter hans anbefaling.

Men bekymrer det ham ikke, at han anbefaler produkter og lover mirakler og fedtsmeltning og foryngelse uden skyggen af verificerbare beviser, spurgte New Yorker.

Ikke spor, svarede han. »Medicin er en meget religiøs oplevelse. Jeg har min religion, og du har din. Derfor er det også svært for os at blive enige om, hvad der virker – fordi alt afhænger af øjnene, der ser det. Kendsgerninger er sjældent simple ... Man finder de argumenter, som bakker ens kendsgerninger op, og så er det mine kendsgerninger mod dine.«

Sjældent er postfaktualitet blevet illustreret bedre eller værre, og som farmaceuten Scott Gavura konstaterede på sin blog: »Med en parafrase – Mehmet Oz bruger kendsgerninger, som en fulderik bruger en lygtepæl. Ikke til oplysning, men til at læne sig op ad.«

Mirakel for fidusmagere

Og sådan kunne det muligvis have fortsat. Men så kom senator Claire McCaskill og hendes høring om sundhedsfiduser, og som hun sagde til ham: »Du har skabt, hvad vi kalder »Oz-effekten«. Du anbefaler et produkt, salget ryger dramatisk i vejret, og 24 timer senere knopskyder det med fidusmagere, som bruger falske og vildledende reklamer til at sælge problematiske produkter.«

Oz forsvarede sig med at sige, at ingen var mere bekymrede over den slags fidusmagere end han var. Han var et offer, ikke en skurk. De vegeterede på hans navn og rygte.

Måske, svarede McCaskill, men han inviterede dem nærmest indenfor.

Senator Claire McCaskill havde gjort sit forarbejde, inden hun med monoton stemmeføring konfronterede »Hele Amerikas læge« med hans tvivlsomme sundhedsråd. Arkivfoto: Saul Loeb/AFP Fold sammen
Læs mere

»Jeg er bekymret over den måde, som du blander medicinske råd, nyheder og underholdning på. Du skader forbrugerne,« sagde hun, og derefter oplæste hun tre eksempler på, hvad Oz havde sagt til sine seere.

Om ekstrakt fra grønne kaffebønner: »Måske tror du, at magi er trylleri, men her er en lille bønne, som forskerne betragter som en trylleformular for vægttab.«

Om hindbærketon: »Jeg har her et enestående mirakel i en dåse, og det vil få dit fedt til at smelte.«

Om garcinia: »Måske er det den simple løsning, som du altid har ledt efter for at komme af med dit kropsfedt en gang for alle.«

Mens hun oplæste ordene, fokuserede kameraet på Mehmet Oz, og hans underlæbe skød frem, mundvigene ned og hans øjne farvedes af en sjælden dysterhed. Hvorefter Clair McCaskill trak stikket hjem: »Jeg forstår ikke, hvorfor du siger den slags, når du ved, at det ikke er sandt.«

Oz svarede halvstammende og begyndte at forsvare kaffebønneekstrakt, som var afprøvet på en fokusgruppe, sagde han. McCaskill afbrød ham. »Hentyder du til den undersøgelse, hvor det blev afprøvet på 16 mennesker i Indien og betalt af producenten af produktet?«

Oz skiftede emne. »Jeg føler, at det er min opgave at give håb til folk, som har opgivet håbet. Og derfor leder jeg alle mulige steder efter noget, der kan hjælpe dem.«

McCaskill replicerede: »Forstår du ikke, at når du kalder et produkt for et mirakel, og det er et produkt, som alle og enhver kan købe – så giver du folk falske håb?«

Og hun stillede det spørgsmål, som længe efter ringede i debatten: »Jeg forstår ikke, hvorfor du gør den slags. Jeg forstår ikke, hvorfor du finder det nødvendigt at gøre den slags?«

Hans svar ringede lige så længe som hendes spørgsmål. Han havde intet svar.

Fuld af l…

I det øjeblik synes verden at vende for Mehmet Oz.

I december 2014 offentliggjorde British Medical Journal en gennemgang af hans TV-råd. Canadiske forskere havde gennemset 40 episoder af »The Dr. Oz Show« og identificeret 80 »stærke anbefalinger« i dem, og derefter afprøvede de anbefalingerne videnskabeligt. Kun 33 pct. af dem havde rod i »troværdige eller nogenlunde troværdige beviser«, og det er i skarp modsætning til »en typisk lægepraksis i den virkelige verden«, hvor en undersøgelse viser, at 78 pct. af anbefalingerne i gennemsnit er baseret på »overbevisende beviser«.

Efter offentliggørelsen lød den lange overskrift i Washington Post: »Over halvdelen af Dr. Oz’ lægeråd er grundløse eller forkerte«. Og den korte hos Gizmodo: »Dr. Oz er fuld af l...«

En måned senere fik et af selskaberne bag kaffebønneekstrakt en bøde på ni mio. dollar for »bedragerisk at hævde, at grønne kaffebønne-produkter fører til betydeligt og hurtigt vægttab«, og ifølge myndighederne spekulerede bagmændene bag selskabet direkte i at komme på showet og tale om deres slankemagi. I sidste uge skrev en gruppe på ti fremtrædende læger med tilknytning til den konservative tænketank Hoover Institution til Columbia University og bad universitet om tage afstand fra Oz og hans »pseudovidenskab«, og det medicinske fakultet på universitet diskuterer p.t., om de ønsker Oz som professor.

Torsdag var han så nødt til at bruge sit program på at tage livtag med kritikken, og hans svar var, at han havde ytringsfrihed og kunne sige og gøre hvad han ville. Reaktionerne på hans forsvar var undervældende.

»Dr. Oz lover, at han ikke vil lade sig kue af eksperter og kendsgerninger,« lød overskriften hos Gawker. »Alle Dr. Oz’ argumenter mod kritikerne er forkerte,« skrev Vox.

Og hvad der er mere afgørende end det hele lagt sammen: Seerne siger fra. For et år siden havde »The Dr. Oz Show« tæt på tre mio. daglige seere, nu ligger seertallet på 1,9 mio.

For kritikerne af Dr. Oz og det postfaktuelle samfund er der en håbefuld pointe i historien:

At det begyndte med en kvinde, som forsvarede den slags kendsgerninger, som Galileo ville nikke genkendene til, og det endte med, at manden fra Davos, »Amerikas doktor«, lægen fra alle forsiderne, blev afsløret som en anden Oz.

I filmen fra 1939 viste troldmanden fra Oz sig bare at være en mand med en mikrofon og en håndfuld pyrotekniske tricks, og han manipulerede begivenhederne bag et grønt gardin.

»Du er en meget slem mand,« sagde Judy Garland til ham.

»Nej, nej,« protesterede han med en ærlig inderlighed. »Jeg er en god mand. Jeg er bare en dårlig troldmand.«